Jeg har i to tidligere artikler dokumenteret, at klimamålene halter bagefter – både i Danmark, i EU og globalt. Men midt i den dystre statistik er vi nødt til at bevare optimismen. Hvis vi taber troen på, at fornuften sejrer, taber vi kampen på forhånd.
Heldigvis flytter frontlinjerne sig hurtigt lige nu.
Den nye klimabarriere: “Det går nok”-syndromet
Tiden med højlydte og direkte klimafornægtere, som for eksempel USA’s præsident Donald Trump, er i vidt omfang forbi. De fleste anerkender i dag, at klimaforandringerne er menneskeskabte.
Den nye og langt mere lumske barriere er apati og dvaletilstand – holdningen om, at “det nok ikke er så slemt”, eller at “teknologien nok skal redde os”.
Inden for klimaforskningen kaldes dette fænomen for “klimaforsinkelse” (climate delay). Det dækker over argumenter, der ikke benægter videnskaben, men som i stedet bruges til at udskyde politisk handling – f.eks. ved at hævde, at det er for dyrt at handle nu, eller at vi bare skal vente på det næste teknologiske gennembrud.
Denne falske tryghed næres desværre i høj grad af medierne. Journalisten Magnus Bredsdorff har under sit forskningsophold ved Reuters Institute for the Study of Journalism under Oxford Universitet undersøgt journalisters syn på dækningen af klimateknologi i de skandinaviske medier.
Undersøgelsen viser en markant skævhed:
57 % af omtalen vurderes som optimistisk.
12 % vurderes som direkte positiv.
20 % vurderes som neutral.
Kun 6 % vurderes som pessimistisk og 2 % som direkte negativ.
Når næsten 70 % af dækningen af nye klimateknologier er overvejende positiv eller optimistisk, efterlades læseren med et indtryk af, at “det hele nok skal gå”.
Det nye perspektiv: Denne udbredte teknologi-optimisme (f.eks. ukritisk tro på CCS/CO₂-fangst eller fremtidige grønne brændstoffer) fungerer ofte som en politisk sovepude. Den fritager beslutningstagere fra at træffe de svære og upopulære her-og-nu-beslutninger om reelle adfærdsændringer og strukturelle reduktioner. Medierne skal derfor være langt mere konstruktivt kritiske over for de såkaldte “grønne teknologiske fix”.
Det globale syds usynlighed i debatten
Vores mediebillede lider desuden under en enorm geografisk blind vinkel. I et internationalt studie af 300 artikler om klimainformation omhandlede kun én enkelt artikel Afrika.
Når hele kontinenter og enorme befolkningsgrupper er fraværende i dækningen, mister vi i Danmark og resten af Vesten fuldstændig blikket for, hvor brutalt konsekvenserne allerede rammer det globale syd. Det skævvrider vores forståelse af klimaretfærdighed og forbrugeransvar.
Forbrugerundersøgelser viser nemlig en slående forskel i attituden til radikale klimatiltag:
Spørgsmål til forbrugerne | Forbrugere i Kina | Forbrugere i EU |
Skal prisen stige progressivt i takt med ens personlige energiforbrug? | 83 % ja | 56 % ja |
Bør der indføres direkte begrænsninger på forbruget af kød og mælk? | 75 % ja | 40 % ja |
De kinesiske forbrugere udviser her en langt større accept af kollektive og adfærdsregulerende indgreb end de europæiske.
Det hænger direkte sammen med den globale ulighed:
Hvem udleder mest, og hvem betaler prisen?
Historisk og aktuelt er klimaretfærdigheden ekstremt skæv:
En gennemsnitlig amerikaner udleder 15 tons CO₂ om året, en kineser 8 tons, en inder 2 tons, og en gennemsnitlig afrikaner blot 1 ton.
De rigeste 10 % af verdens befolkning udleder i snit 30 tons CO₂ årligt, mens den fattigste halvdel af kloden – 4 milliarder mennesker – i gennemsnit må nøjes med 1,5 tons CO₂ pr. næse.
Domstole og aktionærer som de nye klimakrigere
Når regeringer og det politiske system svigter, tager domstolene og borgerne over. Vi ser i disse år en bølge af banebrydende klimaretssager, der danner helt ny juridisk præcedens på globalt plan:
Tyskland: Forfatningsdomstolen i Karlsruhe slog fast, at landets klimamål skal skærpes og fremrykkes af hensyn til de yngre generationers fremtidige frihedsrettigheder.
Holland: Oliegiganten Shell blev ved en hollandsk domstol pålagt at reducere sine CO₂-emissioner med 45 % inden 2030 i hele sin værdikæde.
Schweiz: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) gav 2.500 ældre schweiziske kvinder medhold i, at den schweiziske stats utilstrækkelige klimapolitik krænker deres basale menneskerettigheder, da hedebølger truer deres helbred.
Aktionæraktivisme: Hos den amerikanske bilgigant Chevron tvang aktionærerne – ansporet af den hollandske aktivistgruppe Follow This – selskabets ledelse til at reducere de såkaldte Scope 3-udledninger. Det betyder, at selskabet ikke blot skal reducere udledningerne fra egen produktion, men også tage ansvar for kundernes forbrug af deres fossile produkter.
Vi ser den samme tendens vinde frem i store nordiske pensionskasser.
Disse domme afvises undertiden som rent symbolske, fordi den reelle implementering tager tid. Men historien viser, at det virker. Kampen mod tobaksindustrien tog også flere årtier, men da de juridiske dominobrikker først begyndte at vælte, faldt industrien. Det samme momentum ser vi nu ramme de fossile selskaber.
Økonomiens jernhårde logik
Det stærkeste og mest pragmatiske våben mod politisk handlingslammelse er imidlertid økonomi. Det er simpelthen ved at blive for dyrt at lade være med at handle.
Under sidste folketingsvalg i Danmark skiftede den politiske dagsorden markant, da en rapport dokumenterede, at det var langt billigere at beskytte vores drikkevandsboringer her-og-nu end at skulle betale for gigantiske og teknologisk komplicerede rensningsanlæg i fremtiden. Det beviste, at proaktiv miljøbeskyttelse i bund og grund er sund, klassisk økonomisk fornuft.
På den globale scene er klimahensyn nu blevet en afgørende faktor for landes kreditværdighed. Da Pakistan blev ramt af de katastrofale oversvømmelser i 2022, som kostede over 250 milliarder kroner, reagerede de internationale kreditvurderingsinstitutter prompte ved at nedgradere landets kreditrating fra B3 til CAA1.
Et lands rating vurderer alt fra huslån til statsgæld, og nu er klimasårbarhed blevet et fast parameter. En lavere rating betyder direkte, at det bliver ekstremt meget dyrere for et land at låne penge på de internationale markeder.
Klimaforandringer er med andre ord rykket fra den etiske sfære og direkte ind i de finansielle risikovurderinger. Netop derfor har ca. 100 lande oprettet koalitionen Finance Ministers Coalition for Climate Action. Som den tyske centralbanks direktør tørt har advaret om: EU risikerer at miste op mod 5 % af sit BNP inden 2030, hvis ikke medlemslandene formår at omstille sig i tide.
Perspektivet om “Stranded Assets” (strandede aktiver): Investorer og pensionskasser flygter i stigende grad fra kul, olie og gas. De frygter at brænde inde med aktiver, der bliver fuldstændig værdiløse, fordi fremtidig lovgivning og billigere grønne alternativer vil betyde, at ressourcerne i undergrunden aldrig kan udvindes rentabelt. Pengeverdenen flytter sig ofte hurtigere end lovgiverne, fordi de hader økonomisk risiko.
Katastrofer som katalysator for grøn omstilling
Paradoksalt nok er det ofte kriser og geopolitiske rystelser, der for alvor accelererer den grønne revolution.
Krigen i Ukraine fik priserne på fossilt produceret kunstgødning til at eksplodere, fordi produktionen kræver enorme mængder olie og naturgas. Det har tvunget landbruget globalt til at tænke i cirkulære alternativer.
Krigen mellem USA og Iran har ligeledes fungeret som en brat øjenåbner i det globale syd. Afhængighed af importeret olie og gas er ikke blot dyrt – det er en direkte trussel mod den nationale sikkerhed.
Derfor ser vi nu en eksplosiv, grøn omstilling i lande, vi i Vesten normalt ikke sammenligner os med på miljøområdet:
Indien: Landets kapacitet for grøn energi er blevet tredoblet på blot få år.
Kina: Over 60 % af alle nye bilsalg i Kina er i dag elbiler – en hastighed, der fuldstændig efterlader Europa i støvet.
Asiens megabyer: Millioner af benzindrevne tuk-tuks, motorcykler og scootere udskiftes i lyntempo med elektriske alternativer for at bekæmpe lokal luftforurening og afhængigheden af olie og gas.
Chile: Producerer i dag en større andel af sin strøm fra sol og vind end modne industrilande som Tyskland og Holland.
Indonesien: Har i dag opnået en højere elektrificeringsgrad end både Danmark og USA.
Pakistan: Her opsættes der i disse år millioner af solcelleanlæg i landdistrikterne. De bruges til at drive vandpumper til landbrugets vandingsanlæg direkte fra solen, hvilket allerede har medført et fald på hele 35 % i landets samlede dieselforbrug.
Konklusion
Klimakampen vindes ikke nødvendigvis i de bonede lokaler ved de store COP-topmøder, hvor kompromiserne ofte udvandes. Den vindes i retssalene, i de finansielle risikovurderinger hos centralbankerne, og gennem den lynhurtige, pragmatiske grønne omstilling, der lige nu ruller hen over det globale syd.
Forandring begynder sjældent på Christiansborg. Historien viser, at politiske visioner ofte forbliver ord på et papir, indtil befolkningen kræver handling. Hvis vi vil have reelle resultater, må vi selv være den drivkraft, der gør status quo umuligt at opretholde. Det er vores fælles stemme i debatten og i hverdagen, der forvandler hensigter til handling.
Forandringen sker ikke for os – den sker på grund af os.
Kursen er sat – nu skal vi blot holde tempoet.
Kildeliste
Kilde: Lamb, W. F., et al. (2020). “Discourses of climate delay”. Global Sustainability, Cambridge University Press.
Bredsdorff, M. (2023). “How Scandinavian media cover climate technology”. Reuters Institute for the Study of Journalism, University of Oxford.
Undersøgelse udført af ulandsorganisationen CARE Danmark eller lignende medieanalyser af dækningen af det globale syd (f.eks. “Suffering in Silence” rapporterne).
EIB Climate Survey (Den Europæiske Investeringsbanks årlige klimaundersøgelse).
Our World in Data (baseret på Global Carbon Budget) samt Oxfams rapport “Climate Equality: A planet for the 99%”.
Bundesverfassungsgericht (Den tyske forfatningsdomstol), afgørelse i april 2021 (Neubauer et al. v. Germany).
Distriktsdomstolen i Haag, maj 2021 (Milieudefensie et al. v. Royal Dutch Shell).
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), dom afsagt d. 9. april 2024 (KlimaSeniorinnen v. Switzerland)
Selskabsmeddelelser fra Chevron Corp. generalforsamling (2021) samt Follow This’ årsrapporter om aktionærafstemninger
Moody’s Investors Service (Nedgradering af Pakistan fra B3 til Caa1 i oktober 2022 som direkte konsekvens af oversvømmelserne)
The Coalition of Finance Ministers for Climate Action (oprettet i 2019 under Verden
Rapporter fra NGFS (Network for Greening the Financial System), hvor bl.a. Bundesbank og ECB deltager.
IRENA (International Renewable Energy Agency) landerapporter for Indi
IEA (International Energy Agency) – Global EV Outlook samt Chile Energy Ministry rap
Det indonesiske energiministerium (ESDM) vedrørende elektrificeringsgraden (som officielt har rundet over 99 % via decentrale mikrogrids).:
ADB (Asian Development Bank) projekter samt Pakistan Agricultural Research Council (PARC).
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.