Dette indlæg er det sidste i min seks uger lange artikelserie om klimaet. Som fast læser af bloggen ved du, at min interesse også rækker ud mod den nye verdensorden, EU, udviklingsbistand og tendenserne i det globale Syd – emner, jeg snart vender tilbage til.
Rejsen fra optimismen ved “klimavalget” i 2019 til dagens politiske virkelighed er fortællingen om overgangen fra store ambitioner til kompleks implementering.
Når vi sammenholder 2019-aftalerne med status i dag, står vi med en klimapolitik, der har rykket væsentlige hegnspæle, men som også rammer muren i praksis:
Målsætningerne: 2030-målet om 70 % reduktion har været den afgørende drivkraft, og på papiret er vi tæt på. Vedtagelsen af 2035-målet (82 %) understreger ambitionerne, men eksperter advarer om et gab mellem ambition og virkelighed, hvis ikke alle aftaler eksekveres fuldt ud.
Landbruget og Den Grønne Trepart: Landbruget har været den største politiske knude. Trepartsaftalen leverede verdens første CO₂-afgift på landbrug, men modellen og den langsomme indfasning møder kritik. Samtidig trækker udtagningen af lavbundsjord ud.
Energi og havvind: Udbygningen af vedvarende energi accelererer, men store havvindprojekter og brintinfrastruktur rammes af flaskehalse, høje anlægsomkostninger og usikre markedsvilkår i Nordsøen.
Transport: Elbilsalget har overgået forventningerne, men infrastrukturaftalens store vejbyggerier modarbejder fortsat de samlede reduktionsmål.
Udfasning af gas: Energikrisen satte skub i udfasningen af naturgas, men fjernvarmeudrulningen bremses nu af kapacitetsmangel, prisstigninger og mangel på arbejdskraft.
Fra aftaler til bureaukrati
Systemforandringen er sat i gang, og dansk klimapolitik er flyttet fra løfter til bindende lovgivning. Udfordringen i dag er imidlertid ikke mangel på politisk vilje til at indgå aftaler, men at få naturgenopretning, elnet, CO₂-fangst og lokal planlægning eksekveret i praksis. Optimismen fra 2019 er erstattet af virkelighedsnær kompromiskunst.
Den nye nuværende regering har sat en klar kurs i regeringsgrundlaget: Afhængigheden af olie og gas skal fjernes hurtigst muligt gennem en offensiv udbygning af havvind i Nordsøen og Østersøen, et stop for naturgas- og oliefyr i 2035 samt en udfasning af importeret biomasse.
Jeg er grundlæggende enig i disse prioriteter. Derfor giver jeg nu regeringen arbejdsro til at implementere tiltagene, mens jeg midlertidigt sætter klimaskriveriet på pause.
Men det store flertal i befolkningen er passive og det bekymrer mig. Hvordan skaber vi varigt engagement? Befolkningens klimaengagement handler sjældent om mangel på viden, men om hvordan budskabet rammer os. For at skabe ægte forandring skal vi flytte fokus fra frygt og abstraktion til noget håndgribeligt:
Nærhed: Konsekvenserne skal kunne mærkes i nærområdet frem for at være fjerne fremskrivninger.
Sociale normer: Grønne valg skal være den naturlige standard i fællesskabet.
Handlekraft: Løsningsorienteret handling skal erstatte klimaskam.
Strukturelle incitamenter: Det grønne valg skal være det lette og billige valg.
Medejerskab: Borgere skal inddrages som aktive medskabere – f.eks. i klimaborgerting og lokale energifællesskaber. Her skylder politikerne.
Når individuel adfærd, folkelige bevægelser og politiske rammer griber ind i hinanden, opstår den nødvendige systemiske synergi. Politikere venter ofte på folkelige mandater, mens borgerne venter på lette politiske løsninger. Vores opgave – og dit ansvar som borger og læser – er at holde presset ved lige, så tandhjulene bliver ved med at dreje.
Det globale perspektiv: Hvorfor kampen rækker ud over Danmarks grænser
Når jeg nu vender blikket mod den ny verdensorden, EU og det globale Syd, er det med præcis samme optik. Danmarks og Europas grønne omstilling kan ikke ses i et vakuum.
Mens vi i Vesten kæmper med tekniske flaskehalse og lokalt bureaukrati, står lande i det globale Syd over for de direkte konsekvenser af klimaforandringer, som de færreste har ressourcer til at håndtere – samtidig med at de afkræves grøn omstilling uden den nødvendige finansielle opbakning eller udviklingsbistand.
EU’s klimapolitik, vores globale forsyningskæder og den fremtidige verdensorden er uadskilleligt forbundet. Hvis vi ikke sikrer en retfærdig global omstilling, mister vi ikke bare klimakampen – vi forstærker den geopolitiske ulighed. Det bliver omdrejningspunktet for mine kommende indlæg.
Kilder:
- Regeringsgrundlaget “Ansvar for Danmark”
- Klimarådets statusrapporter og fremskrivninger
- Aftale om Den Grønne Trepart
- Energistyrelsens opgørelser over VE-udbygning og fjernvarme