Verdensordenen er under hastig forandring, og den regelbaserede internationale retsorden er under voldsomt pres. Hvad enten det hvide hus bebos af Donald Trump eller en anden administration, vil de kommende årtier blive defineret af en “asymmetrisk trekant” mellem USA, Kina og EU. Mellem disse tre aktører findes den centrale akse i moderne geopolitisk og global økonomi.
I denne trekant kæmper USA og Kina om det globale hegemoni, mens EU befinder sig i midten: Verdens største indre marked og handelsblok, men med begrænset hård militær magt, fragmenteret teknologisk slagkraft og en tendens til intern splittelse.
Da Ursula von der Leyen i juli 2024 blev genvalgt som formand for EU-Kommissionen, understregede hun i sin tale, at ”de næste fem år vil definere EU’s placering de næste 50 år”. Det er en præcis diagnose.
En højspændt balancegang
I øjeblikket præges relationerne af skærpet stormagtsrivalisering og voksende protektionisme:
USA (Rivalisering og pres): Washington ser Kina som sin primære eksistentielle, teknologiske og militære rival. Både republikanere og demokrater fører en kontant kurs med støtte til egen industri, toldbarrierer og eksportforbud på følsom teknologi (f.eks. avancerede mikrochips). Samtidig presser USA sine europæiske allierede til at vælge side og kappe de strategiske bånd til Beijing.
Kina (Økonomisk offensiv og charme): Kina kæmper med afdæmpet indenlandsk vækst og søger aggressive eksportmarkeder til sin overskudskapacitet – særligt inden for grøn teknologi og elbiler. For at modvirke det amerikanske pres kører Beijing charmeoffensiver over for Europa (f.eks. visumfrihed og investeringsinitiativer) for at udnytte intern splittelse i EU og forhindre en samlet vestlig front.
EU (Mellem afhængighed og “De-risking”): EU står i et grundlæggende dilemma. USA er Europas afgørende sikkerhedsgarant via NATO og vores nærmeste værdipartner. Kina er derimod en uomgængelig handelspartner, som EU officielt definerer som en “samarbejdspartner, økonomisk konkurrent og systemisk rival”. I stedet for en urealistisk fuldstændig afkobling (de-coupling) fører EU en opbrudsstrategi i form af risikominimering (de-risking). Målet er at reducere afhængigheden af kinesiske forsyningskæder og grøn teknologi uden at lukke af for samhandlen.
Intern splittelse og strategiske modtræk
Udfordringen for EU er, at medlemslandene er internt uenige om, hvordan modtrækkene skal udformes. Det ses tydeligt i sagen om straftold på kinesiske elbiler:
Pro-beskyttelse (f.eks. Frankrig og Italien): Ønsker en hård linje for at beskytte europæisk industri mod massiv, statsstøttet kinesisk overproduktion.
Skeptikere (f.eks. Tyskland og Ungarn): Tyskland – med sin store bilindustri – frygter kinesisk gengældelse mod tyske varer i Kina. Ungarn ønsker at tiltrække kinesiske investeringer og plejer tætte bånd til Beijing.
Den nordiske/liberale fløj (herunder Danmark): Forsvarer fri handel og internationale regler via WTO, men anerkender i stigende grad behovet for at gribe ind over for unfair konkurrence og sikkerhedsrisici.
Kina udnytter disse sprækker strategisk. For at omgå EU’s straftold bygger kinesiske elbil- og batteriproducenter (som BYD og CATL) nu fabrikker direkte inde i EU-lande som Ungarn, Polen og Spanien. Når varerne produceres på europæisk jord, slipper de for importtold.
Samtidig har Kina opkøbt kritisk infrastruktur – f.eks. havnen i Piræus – samt telekommunikation og energiressourcer. EU har reageret ved at skærpe reglerne mod ulovlig udenlandsk statsstøtte og ved at indføre strengere mekanismer til investeringsscreening (screening of FDI).
Økonomi, gæld og demografisk pres
For at klare sig i stormagtskonkurrencen kræves der enorme investeringer – en pointe, som også Mario Draghi fremhævede i sin store rapport om EU’s konkurrenceevne i 2024.
Set fra et samlet råderum har EU-zonen som helhed et moderat offentligt underskud sammenlignet med USA og Kina. Men udfordringen er den ujævne gældsfordeling internt: Lande som Italien, Frankrig og Grækenland slæber på en statsgæld på henholdsvis ca. 135-160 % af BNP, hvilket hæmmer råderummet.
Samtidig presses EU af en alvorlig demografisk udvikling. De demografiske fremskrivninger viser et markant fald i arbejdsstyrken mod 2040, hvor forsørgerbyrden stiger voldsomt, og færre erhvervsaktive skal finansiere flere pensionister. Hvis ikke EU formår at øge sin produktivitet og investere i ny teknologi, vil velstandsniveauet falde over for USA og Kina.
Europa ved skillevejen
Hvis EU fortsat er politisk fragmenteret – hvor enkelte medlemslande fører egenhændig kinapolitik, mens andre følger Washington uforbeholdent – risikerer kontinentet at blive sat helt af.
Konsekvensen er klar: Både USA og Kina vil udnytte europæiske svagheder til at plukke vores bedste ressourcer, førende virksomheder og teknologier. Europa risikerer at glide fra at være en agerende stormagtsspiller til blot at være den skueplads, hvor USA og Kina udkæmper deres økonomiske og teknologiske dyst.
Opskriften på at undgå dette er reelt kendt af de fleste europæiske ledere, men den kræver politisk mod: Sammenhold, afgivelse af national suverænitet på udvalgte områder og massive fælles investeringer.
I min næste artikel vil jeg præsentere konkrete bud på, hvad EU skal gøre for at opnå reel strategisk autonomi og undgå at blive mast i stormagternes
klemme.
Vejledende kildeliste
Draghi, Mario (2024): The future of European competitiveness. Rapport udarbejdet for EU-Kommissionen om EU’s teknologiske og økonomiske udfordringer.
EU-Kommissionen (2024): Political Guidelines 2024–2029. Ursula von der Leyens tiltrædelsestale og politiske prioriteter efter EP-valget i juni 2024.
European Council / EU-Kommissionen (2023/2024): EU-China Relations: De-risking strategy and Foreign Direct Investment (FDI) Screening framework.
Eurostat (2024): Government debt-to-GDP statistics & Demographic balance and projections for the EU.
EEAS (European External Action Service) (2019/2023): EU-China – A strategic outlook (Defineringen af Kina som partner, konkurrent og systemisk rival).