FN’s rolle er afgørende for at tackle de komplekse globale udfordringer, som menneskeheden står over for i dag. Med klimakrisen, den enorme ulighed og flygtningestrømme er et stærkt internationalt samarbejde vigtigere end nogensinde. Selvom FN har mistet en del af sin autoritet i den offentlige debat, er organisationens principper og vision stadig fundamentale for en fredelig og retfærdig verden.
Hvor blev FN af?
Verden står over for gigantiske opgaver: at gennemføre FN’s 17 verdensmål inden 2030 og Paris-aftalen om udfasning af drivhusgasser senest i 2050. Begge er skelsættende aftaler, initieret af FN, der kan sammenlignes med landbrugssamfundets fremkomst og industrialiseringen. Alligevel er FN forsvundet ud af den offentlige debat. I 1960’erne fyldte FN meget. På FN-dagen den 24. oktober blev der flaget overalt, og ved kriser var FN i centrum, som for eksempel under Cubakrisen i 1962 og den første Irak-krig i 1991.
Årsager til en svækket organisation
FN’s faldende indflydelse skyldes flere faktorer, som især hænger sammen med de seneste årtiers politiske og økonomiske udvikling.
Den nyliberale arv og dens konsekvenser
I 1990’erne opstod et ideologisk opgør med socialdemokratismen. Det resulterede i to former for nyliberalisme, der blev almindelige regeringsbærende politikker. Begge retninger mente, at markedet var mere effektivt end staten. I 1980’erne blev alle begrænsninger på global kapital ophævet, hvilket gav globale virksomheder større magt end mange nationer. Det har ført til et ‘ræs mod bunden’, hvor lande som Irland og Luxembourg har reduceret selskabsskatterne drastisk for at tiltrække multinationale selskaber. Arbejdspladser rykkede ud til Asien, hvorved Vestens arbejderklasse blev taber. Denne udvikling har de seneste årtier resulteret i en opblomstring af nationalstaten og en ny nationalkonservatisme.
FN’s autoritetstab
FN har også mistet autoritet på grund af en række begivenheder, hvor organisationen har stået magtesløs. Folkemordet i Rwanda i 1994 og massakren på 8.000 muslimer i Srebrenica i 1995 er to tragiske eksempler. Senere blev FN ignoreret af NATO under bombningerne i Serbien i 1999 og igen i 2003, da USA besluttede at invadere Irak på trods af FN’s igangværende våbeninspektioner.
En anden grund til ineffektivitet er fraværet af en nødvendig reform af FN-systemet. De permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet blokerer ofte for enhver form for løsning, og stormagterne nægter at følge Generalforsamlingens flertalsbeslutninger. Det har også ført til, at FN’s handlingslammelse er blevet et problem.
Værdiskred og manglende historisk bevidsthed
Den stigende individualisering, kombineret med de sociale mediers indtog, har ført til, at flere borgere ender i ekkorum, hvor de kun bekræftes i egne holdninger. Det har skabt et opbrud i det politiske billede og sat spørgsmålstegn ved mediernes troværdighed.
Denne mangel på almen dannelse ses også i den politiske debat, hvor flere partier i Danmark ønsker at ændre i internationale konventioner, og hvor beslutningstagere viser direkte nedladenhed over for internationalt samarbejde. Uden en tilstrækkelig historisk bevidsthed og viden mister politikerne fornemmelsen for, at internationale aftaler er fredsprojekter. Et godt eksempel er samarbejdet mellem Frankrig og Tyskland, som blev grundlagt af politikere, der havde levet under Anden Verdenskrig og forstod, at suverænitet måtte puljes for at sikre freden.
Vejen frem
FN’s verdensmål er helt afgørende for planetens fremtid. Organisationen står for bekæmpelse af sult og sygdom, afhjælpning af analfabetisme og sikring af sundhed for alle. Disse udfordringer er grænseoverskridende og kan kun løses internationalt. Derfor skal FN spille en større rolle i kampen mod skattely, selskabsbeskatning og klimaforandringer.
Klimakrisen skal løses i fællesskab, og Coronakrisen har vist, at pandemier skal bekæmpes i fællesskab. Det nytter ikke noget, at kun den vestlige verden vaccineres, for ellers opstår nye mutationer, der kan sætte vaccinens immunitet over styr.
Den enorme ulighed skal også adresseres. Er det for meget forlangt, at de 200 rigeste personer skal eje det samme som klodens 4 milliarder fattigste? Der er lang vej endnu, men der er håb. IMF peger på, at de rigeste 10 procent og de store selskaber skal betale betydeligt mere for at udjævne uligheden, og præsident Joe Biden vil genskabe det internationale samarbejde med respekt for demokrati og menneskerettigheder.
Historien skabes af mennesker. Den grønne omstilling og ressourcebevidsthed kræver, at vi tilstræber demokrati og retfærdighed for alle verdens borgere. Det gøres kun gennem en verdensorganisation. Derfor skal vi have FN tilbage i rollen som klodens vogter, for kun i fællesskab kan vi sikre en mere harmonisk og fredelig verden.
FN’s rolle er afgørende for at tackle de komplekse globale udfordringer, som menneskeheden står over for i dag. Med klimakrisen, den enorme ulighed og flygtningestrømme er et stærkt internationalt samarbejde vigtigere end nogensinde. Selvom FN har mistet en del af sin autoritet i den offentlige debat, er organisationens principper og vision stadig fundamentale for en fredelig og retfærdig verden.
Hvor blev FN af?
Verden står over for gigantiske opgaver: at gennemføre FN’s 17 verdensmål inden 2030 og Paris-aftalen om udfasning af drivhusgasser senest i 2050. Begge er skelsættende aftaler, initieret af FN, der kan sammenlignes med landbrugssamfundets fremkomst og industrialiseringen. Alligevel er FN forsvundet ud af den offentlige debat. I 1960’erne fyldte FN meget. På FN-dagen den 24. oktober blev der flaget overalt, og ved kriser var FN i centrum, som for eksempel under Cubakrisen i 1962 og den første Irak-krig i 1991.
Årsager til en svækket organisation
FN’s faldende indflydelse skyldes flere faktorer, som især hænger sammen med de seneste årtiers politiske og økonomiske udvikling.
Den nyliberale arv og dens konsekvenser
I 1990’erne opstod et ideologisk opgør med socialdemokratismen. Det resulterede i to former for nyliberalisme, der blev almindelige regeringsbærende politikker. Begge retninger mente, at markedet var mere effektivt end staten. I 1980’erne blev alle begrænsninger på global kapital ophævet, hvilket gav globale virksomheder større magt end mange nationer. Det har ført til et ‘ræs mod bunden’, hvor lande som Irland og Luxembourg har reduceret selskabsskatterne drastisk for at tiltrække multinationale selskaber. Arbejdspladser rykkede ud til Asien, hvorved Vestens arbejderklasse blev taber. Denne udvikling har de seneste årtier resulteret i en opblomstring af nationalstaten og en ny nationalkonservatisme.
FN’s autoritetstab
FN har også mistet autoritet på grund af en række begivenheder, hvor organisationen har stået magtesløs. Folkemordet i Rwanda i 1994 og massakren på 8.000 muslimer i Srebrenica i 1995 er to tragiske eksempler. Senere blev FN ignoreret af NATO under bombningerne i Serbien i 1999 og igen i 2003, da USA besluttede at invadere Irak på trods af FN’s igangværende våbeninspektioner.
En anden grund til ineffektivitet er fraværet af en nødvendig reform af FN-systemet. De permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet blokerer ofte for enhver form for løsning, og stormagterne nægter at følge Generalforsamlingens flertalsbeslutninger. Det har også ført til, at FN’s handlingslammelse er blevet et problem.
Værdiskred og manglende historisk bevidsthed
Den stigende individualisering, kombineret med de sociale mediers indtog, har ført til, at flere borgere ender i ekkorum, hvor de kun bekræftes i egne holdninger. Det har skabt et opbrud i det politiske billede og sat spørgsmålstegn ved mediernes troværdighed.
Denne mangel på almen dannelse ses også i den politiske debat, hvor flere partier i Danmark ønsker at ændre i internationale konventioner, og hvor beslutningstagere viser direkte nedladenhed over for internationalt samarbejde. Uden en tilstrækkelig historisk bevidsthed og viden mister politikerne fornemmelsen for, at internationale aftaler er fredsprojekter. Et godt eksempel er samarbejdet mellem Frankrig og Tyskland, som blev grundlagt af politikere, der havde levet under Anden Verdenskrig og forstod, at suverænitet måtte puljes for at sikre freden.
Vejen frem
FN’s verdensmål er helt afgørende for planetens fremtid. Organisationen står for bekæmpelse af sult og sygdom, afhjælpning af analfabetisme og sikring af sundhed for alle. Disse udfordringer er grænseoverskridende og kan kun løses internationalt. Derfor skal FN spille en større rolle i kampen mod skattely, selskabsbeskatning og klimaforandringer.
Klimakrisen skal løses i fællesskab, og Coronakrisen har vist, at pandemier skal bekæmpes i fællesskab. Det nytter ikke noget, at kun den vestlige verden vaccineres, for ellers opstår nye mutationer, der kan sætte vaccinens immunitet over styr.
Den enorme ulighed skal også adresseres. Er det for meget forlangt, at de 200 rigeste personer skal eje det samme som klodens 4 milliarder fattigste? Der er lang vej endnu, men der er håb. IMF peger på, at de rigeste 10 procent og de store selskaber skal betale betydeligt mere for at udjævne uligheden, og præsident Joe Biden vil genskabe det internationale samarbejde med respekt for demokrati og menneskerettigheder.
Historien skabes af mennesker. Den grønne omstilling og ressourcebevidsthed kræver, at vi tilstræber demokrati og retfærdighed for alle verdens borgere. Det gøres kun gennem en verdensorganisation. Derfor skal vi have FN tilbage i rollen som klodens vogter, for kun i fællesskab kan vi sikre en mere harmonisk og fredelig verden.