Der var engang, hvor Danmark havde et skattetryk på over 50 pct. I dag nærmer vi os 40 pct. En OECD rapport fra 2015 viser, at de mest lige samfund er de mest effektive. I 1960’erne havde USA en arvebeskatning på 75 pct. og en indkomstbeskatning på op til 80 pct. Jeg taler ikke for en brandbeskatning, men forstår ikke politikernes berøringsangst.
Gør nu noget alvorligt ved uligheden i Danmark
Det er bekymrende, at vi ikke taler ulighed i Danmark. Fordi uligheden stiger, desuden har vi forpligtet os ved at støtte FN’s bæredygtighedsmål, hvor ’No one left behind’ også indebærer en reducering af ulighed i højindkomstlande.
I de seneste år er uligheden steget, fordi samfundets øverste lag har øget deres indkomster, blandt andet gennem store stigninger i boligpriser og aktieformuer. Foto: Jens Dresling
Skiftende regeringer har siden 2001 lettet skatterne med over 70 mia. kr. I dag ejer den rigeste ene pct. 25 pct. af alle værdier. Ser vi på andelen af de samlede indkomster får den ene pct. 9 pct. og de 40 pct. fattigste får 8 pct. Det er den største ulighed siden 1970’erne. Derfor er gini-koefficienten i dag 0,30. En trediedel højere end i 1987, hvor den første opgørelse fandt sted og viste 0,22.
I 2009 var Danmark det mest lige land i OECD. Nu er Danmark placeret på en syvendeplads. I de seneste år er uligheden steget, fordi samfundets øverste lag har øget deres indkomster, blandt andet gennem store stigninger i boligpriser og aktieformuer. I løbet af 2025 får vi en ny kontanthjælpsreform. En stor gruppe skubbes ned på den lavere ydelse, dvs. 6.553,- kr. om måneden. Det betyder mere ulighed. Borgere på overførselsindkomster ( kontanthjælp, resurseforløb, fleksjob mv.) er nærmest sat udenfor. Selvom alle undersøgelser viser, at offentlig velfærd hjælper betydeligt i bunden.
Regeringspartierne ser den anden vej: Eksorbitante forsvarsudgifter
På Venstre’s landsmøde i november sagde Jan Ø. Jørgensen, at Mette Frederiksen havde skrevet under på Anders Fogh Rasmussens skattestop ud fra udsagnet, at »skattelettelser og velfærd ikke er modsætninger«.
I juni indgik regeringen en aftale med kommunerne, der betyder det største velfærdsløft i 10 år. Men det i en situation, hvor vi har et skrantende velfærdssamfund og det vil tage mange år, før vi igen har et robust velfærdssamfund – og det i en tid, hvor vi skal udfolde en 10-årig psykiatriplan, implementere sundhedsreformen, hvor vi først har det fornødne antal praktiserende læger i 2035 og hvor befolkningen over 80 år vokser med ca. 50 pct.
Partiformand Troels Lund Poulsen udtalte også på Venstres landsmøde, at truslen fra Rusland betyder, at vi skal bruge op til 300 mia. kr. ekstra til forsvaret ud over de knap 200 mia. kr., der er bevilliget.
Statsminister Mette Frederiksen har i interview i Politiken 13. december fremlagt en dyster analyse af verdenssituationen og taler om 3 pct. til forsvaret og siger »Vi skal bruge det, der skal til« og pointerer, »at det skal ske med en social balance«.
I Polen går 5 pct. af bnp til forsvaret, og Norge har besluttet, at man skal op på 3 pct. Hele den sikkerhedspolitiske situation, ikke mindst krigen i Ukraine gør, at vi må følge trop. Skulle præsident Trump kunne bringe krigen til ophør, forestår der en gigantisk genopbygning af de ødelagte byer, hvor vi er forpligtet til at hjælpe.
Dertil kommer klimakrisen, hvor det går den gale vej. De sidste to år har nærmest været stilstand. Resultatet fra COP 29 i Baku er nedslående, EU-Parlamentet er langt mere skeptisk over for den grønne omstilling, og med Trump i Det Hvide Hus bliver det endnu sværere at agere globalt. Læg dertil EU’s mål om at styrke den europæiske konkurrenceevne i forhold til USA og Kina, jf. Mario Draghi rapporten, der konkluderer, hvis ikke der skrides til handling nu, bliver fremtidens Europa et fattigere, mindre lige, mindre sikkert og derfor også mindre frit sted at leve. Jeg støtter fuldt ud massive investeringer i alle tre områder, men det bliver mega dyrt.
Har vi har råd til at gennemføre for over 10 mia. kr. skattelettelser i 2025?
Jeg frygter, at det bliver de nederste i samfundet, der rammes hårdest. I sidste ende handler det om vores samfundskontrakt, hvor borgernes tillid til systemet er afgørende for sammenhængskraften. Det kaos, vi er vidner til vedrørende de nye ejendomsvurderinger, hjælper ikke ligefrem på dette.
Nu planlægger regeringen at skære næsten en halv milliard kroner om året på uddannelsesaktivering for ledige. Ifølge HBS Economics vil denne besparelse koste statskassen dyrt, ikke kun i tabte skatteindtægter men også i øgede udgifter til dagpenge. Jeg er enig med FH’s formand, Morten Skov, der kalder det en anbefaling, der både gør vores samfund fattigere og fastholder arbejdsløse i ledighed.
For at få råd til alt det andet skal vi udover at rulle skattelettelserne tilbage også lukke de mange skattehuller. Regeringsgrundlaget indeholder skattelettelser, men det er skrevet i december 2022, hvor ingen havde forudset det økonomiske råderum, vi har i dag. Med det udgiftspres, vi imødeser, er det helt fair at veksle skattelettelserne med velfærd, så vi sikrer en social balance og ikke yderligere fremmer uligheden.
Der var engang et ligevægtssamfund. Derfor skal der handles nu
Der var engang, hvor Danmark havde et skattetryk på over 50 pct. I dag nærmer vi os 40 pct. En OECD rapport fra 2015 viser, at de mest lige samfund er de mest effektive. I 1960’erne havde USA en arvebeskatning på 75 pct. og en indkomstbeskatning på op til 80 pct. Jeg taler ikke for en brandbeskatning, men forstår ikke politikernes berøringsangst på området.
Ved folketingsvalget i november 2022 viste en undersøgelse, hvorvidt vælgerne ønskede lavere skatter eller mere velfærd.
Her pegede totrediedele på mere velfærd. I maj-juni 2023 gennemførte CEVEA en undersøgelse, hvor der deltog 1200 repræsentative lønmodtagere, der blev spurgt, om de var villige til, at skatten steg med 1 procent enten ved at hæve bundfradraget eller betale mere til arbejdsmarkedsbidraget. På tværs af befolkningsgrupper, køn, indkomst, alder og region svarede totrediedele ja. Ser vi på, hvilke partier man ville stemme på, var Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstres vælgere oppe på 90 pct. og Socialdemokratiets og Moderaternes lå på 88 pct.
Drop skattelettelserne, og hæv skatten moderat for alle. Det giver en lille del til finansiering af de nødvendige områder som tidligere nævnt. Derudover skal de mange ’skattehuller’ lukkes. De nemme områder er der ofte af historiske årsager, som tiden er løbet fra: Hvorfor har man store skatterabatter til rederierne, der går direkte i lommerne på aktionærerne? Hvorfor skal honorarer ikke indberettes til skat?
Hvorfor beskattes mange landejendommes stuehuse ikke? Under inflationskrisen talte vi meget om windfall tax, hvor nogle sektorer fik eksorbitante profitter.
Faktisk lavede man en undersøgelse fra Partner HBS Economic, der viste en 42 pct’s stigning i profitter for energiselskaber fra 2020-2021 til 2022. Det gjaldt også finansiering, forsikring og transport. Bare en beskeden beskatning af dette ville give 10,5 mia. kr. i provenu. Man talte meget om Windfall tax, men gjorde ikke noget ved det.
Mange borgere forstår ikke, at systemet straks slår ned på dem for mindre forseelser, hvorimod andre kan slippe afsted med hvad som helst.
Vi husker alle, hvordan ’Den sorte svane’ blev samtaleemne for hele Danmark i foråret, og forargelsen var voldsom over snyd og bedrag. Vi ved virkeligheden er meget værre. Det undrer, at man ikke går hårdere til hele platformsøkonomien.
Vi ved fra Ubertiden, at hovedparten af chaufførerne ikke opgav indkomsten. Heldigvis har EU-Parlamentet i april 2024 vedtaget et platformsdirektiv, der pålægger Danmark at indføre en klar definition af, hvornår en platformsarbejder er lønmodtager. Det haster med en ambitiøs implementering, fordi i dag har vi 28 millioner platformsarbejdere i EU, og tallet forventes at stige til 43 millioner i 2025.
Eller se på Airbnb, hvor aftalen fra januar 2019 tillader udleje for 28.000,- kr. årligt og i 70 dage. Vi ved fra Airbnb’s opgørelser, at 1.667 hele boliger udlejes mere end 90 dage, og at 588 værter har mere end 10 forskellige boliger til leje, men Skat har ikke noget overblik over dette.
Cirka hver 11. bolighandel er en familiehandel (ejerbolig, villaer, fritidsbolig). Her er salgsprisen ca. 15 pct. under vurderingssummen, medens den typiske frie handel ligger ca. 43 pct. over. Taler vi om familieejede virksomheder udgør værdien af unoterede aktier ca. 80 pct. af formuen for den rigeste ene pct. Den slags skævheder er ikke rimelige.
Vi ved, at skattely koster samfundet omkring 6.5 mia.kr. årligt. Derfor er det presserende at ansætte mange flere kontrolmedarbejdere i Skat. Udgiften kommer mangefold tilbage.
Som nævnt handler det også om aktieudbytter og ejendomsgevinster. De enorme gevinster vi ser i boligsektoren skaber ulighed på tværs af land-by, mellem unge og gamle og ejere og lejere. Det Økonomiske Råd mener, at ejendomsbeskatningerne er for lave. I den nye ejendomsvurdering får alle med en lavere skat deres skattelettelse. Alle, der stiger, får en rabat.
Den største gevinst får de boligejere, hvis huse er steget mest de sidste 20 år, dvs. i København, Frederiksberg og Nord for København. Når vi ser på den generelle stigning i forbrugerpriserne ligger boligen de fleste steder rimeligt, medens mange udkantskommuner ligger langt under, og hovedstadsområdet flere steder har set himmelflugtspriser. Disse enorme kapitalgevinster er afgørende for udviklingen i formueuligheden.
Alle ved, at det er tilfældigheder, hvor og hvornår man købte sin bolig, der afgør, hvor økonomisk velstillet man er, men ingen tør rigtig at røre ved det, fordi det koster stemmer ved et valg. Jeg havde en forestilling om, at regeringen hen over midten ville tage fat i den slags svære reformer?
Vi har talt om dette i årtier. Den svenske model er langt mere retfærdig. Når ens ejendom sælges, beskattes man med 30 pct. Politikernes argument for ikke at gøre noget er, at de løbende ejendomsskatter vil mangle i statskassen, men med det råderum vi har, har vi muligheden her og nu. Dette område kunne passende være det regeringen hen over midten tager fat på som den sidste store reform, for vender blokpolitikken tilbage, er den mulighed forpasset i de næste mange år.
Kronik af Einer Lyduch POLITIKEN 31.12.2024