I min artikel i sidste uge, ”Europas blinde vinkel: Når verden rykker videre uden os”, fremhævede jeg, at opbruddet i den globale orden har været undervejs i mere end to årtier.
Den forældede magtbalance Da FN blev oprettet i San Francisco i 1945, bestod verden af cirka 50 nationer og 2 milliarder mennesker. I dag tæller vi næsten 200 stater og 8,5 milliarder mennesker. Alligevel styres FN’s Sikkerhedsråd fortsat af de fem permanente vetomagter fra post-1945-æraen: USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina.
I tre årtier har det globale flertal krævet et opgør med dette institutionelle monopol. Magtskævheden understreges af den uudtalte tradition, hvor direktøren for Verdensbanken altid er amerikaner, formanden for Den Internationale Valutafond (IMF) europæer, og lederen af Den Asiatiske Udviklingsbank japaner. Hverken løfter om reformer – som Joe Bidens FN-tale i september 2022 – eller årtiers debatter har ændret på denne strukturelle fastlåsning.
Nye magtalliancer og USA’s udfordrer Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud stod USA tilbage som ubestridt supermagt, mens et optimistisk Europa talte om fredsdividender og Francis Fukuyamas ”historiens afslutning”. Sideløbende udnyttede Kina det strategiske tomrum til at opbygge alternative globale fora.
SCO (Shanghai Cooperation Organisation): Grundlagt af Kina i 2001 med fokus på sikkerhed og økonomi. Ved topmødet i Tianjin i sensommeren 2025 samlede organisationen aktører som Rusland, Indien, Nordkorea, Pakistan, Tyrkiet, Iran, Hviderusland og flere østeuropæiske lande.
BRICS (Kina, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika): Oprettet i 2010 for at svække USA’s økonomiske dominans og udfordre vestlige institutioner. Gruppen er ekspanderet med medlemmer som FAE, Egypten, Etiopien, Iran og Saudi-Arabien, mens nationer som Algeriet og Nigeria står klar i kulissen. BRICS repræsenterer over halvdelen af verdens befolkning, handler i egne valutaer og underminerer dollarens monopol. Alliancepartnerne tæller både NATO-lande, rivaler og såkaldte paria-stater, der samles om ét fælles projekt: at nedbryde den eksisterende vestlige verdensorden.
Belt and Road Initiative (BRI) & GSI: Siden 2013 har Kinas silkevejsinitiativ sikret globale forsyningslinjer og infrastruktur via aftaler med over 150 lande. I april 2022 lancerede Kina Global Security Initiative (GSI) – et diplomatisk modtræk til vestlige sikkerhedsalliancer, baseret på princippet om non-intervention.
Indiens udenrigsminister, S. Jaishankar, udtrykker det globalt modsvarende synspunkt præcist: Verdensordenen efter 1945 er grundlæggende uretfærdig overfor Det Globale Syd – økonomisk, kulturelt og politisk. Indiens holdning afspejler en større tendens: Lande i det globale syd søger strategisk autonomi og vælger handlefrihed over vestlige alliancekrav.
Paralyse i det internationale samarbejde Da FN’s 193 medlemslande i 2015 vedtog de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030, udgjorde det historiens mest ambitiøse globale aftale. Starten var løfterig, men i dag er arbejdet afsporet.
Pandemien, Ruslands invasion af Ukraine og en voksende række væbnede konflikter – kombineret med klimakrisen og demokratisk tilbagegang – har resulteret i det første fald i menneskelig udvikling i 30 år. Over halvdelen af delmålene bevæger sig for langsomt, og næsten 20 % udviser direkte tilbagegang:
Fattigdom og sult: Ekstrem fattigdom og sult stiger igen efter årtiers fald.
Klima: Globale temperaturer og CO₂-koncentrationer slår kontinuerligt historiske rekorder.
Fordrivelse: Over 120 millioner mennesker er i dag på flugt – det højeste tal nogensinde registrerede.
Et kompromis som 2030-dagsordenen ville være umuligt at opnå i dag. USA’s periodevise tilbagetrækning fra internationale aftaler (som Paris-aftalen og WHO) samt besparelser på humanitær bistand har svækket FN’s autoritet. FN lider i dag under bureaukrati, manglende finansiering og svækket efterlevelse af sine resolutioner. Magten er rykket ud af FN-bygningen og over i fragmenterede formater som G20, G7 og kinesisk-dominerede regionale netværk.
Perspektivering: Den multilaterale krise og ulighedens eksplosion Regelbaseret orden eksisterer kun, så længe aktørerne anser den for legitim og bindende. Når multilaterale spilleregler erstattes af magtpolitik, fragmenteres verden i geopolitiske blokke, handelskrige og proxy-konflikter. Samtidig står vi overfor grænseoverskridende udfordringer – som ureguleret AI, hybridkrigsførelse og klimaforandringer – som intet land kan løse isoleret.
Parallelt hermed er den globale ulighed nået niveauer, der ikke er set siden før 1. verdenskrig. Koncentrationen af velstand er ekstrem: En usædvanlig lille elite ejer i dag mere end den nederste halvdel af verdens befolkning. Denne kløft fodrer populisme, politisk polarisering og geografisk destabilisering.
Menneskehedens tre overskyggende opgaver i de kommende årtier er entydige: Vi må reducere den vanvittige ulighed, vende klimakrisen og genopbygge bindende diplomatiske strukturer, før den nye blokopdeling fører til irreversible globale katastrofer.
Kilder og anbefalet læsning:
- Fukuyama, Francis (1992): The End of History and the Last Man. Free Press.
- Jaishankar, S. (2020): The India Way: Strategies for an Uncertain World. HarperCollins India.
- FN’s Udviklingsprogram (UNDP): Human Development Reports (Særligt rapporterne for 2021/2022 og 2023/2024 om opbremsning i global udvikling).
- FN’s Afdeling for Økonomiske og Sociale Anliggender (UN DESA): The Sustainable Development Goals Report (Opfølgning på 2030-dagsordenen).
- Oxfam International: Årlige rapporter om global ulighed (f.eks. Survival of the Richest).
- SIPRI (Stockholm International Peace Research Institute): Data over globale militærudgifter og væbnede konflikter.