De generelle holdninger til den nye sundhedslov er overordnet præget af en positiv intention om at løse væsentlige udfordringer, men også af en del kritik og bekymringer i forhold til konkrete elementer og implementeringen.
Den nye lov og reform har primært til formål at skabe et mere sammenhængende og ligeligt sundhedsvæsen, især ved at styrke det nære sundhedsvæsen tættere på borgerne.
Sundhedsreformen blev præsenteret som en decentraliseringsreform, men de første aftaler og lovforslag rejser spørgsmålet:
Er reformen i virkeligheden udtryk for en øget centralisering?
Vi ser en forskydning af opgaver, hvor ansvaret flyttes fra kommunerne til regionerne. Selvom kommunerne fortsat skal løse visse opgaver, sker det inden for en mindre økonomisk ramme.
Historien viser, at reformer kan “sande til”, især når implementeringen strækker sig over et årti med skiftende beslutningstagere og nye udfordringer. Derfor er mit ærinde, at der sideløbende med implementeringen sker en løbende evaluering og tilpasning.
Dette sikrer, at elementer, der ikke blev inkluderet i reformens første udgave, adresseres.
Reformen er simpelthen for vigtig for borgernes sundhed og livskvalitet til at lade stå til.
Sundhedsreformen blev vedtaget i en bred politisk aftale i november 2024. Forberedelser, lovgivning og overgangsaftaler er i gang i perioden 2025-2026. Der etableres blandt andet 17 forberedende sundhedsråd i 2026, der træder i kraft den 1. januar 2027
I det sidste år har regioner og kommuner forhandlet om de enkelte elementer i reformen og opbygget strukturer, så implementeringen kan begynde, men allerede til kommunal- og regionsrådene får vi en lille forsmag i fusionen af Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark, hvor medlemmerne vælges 18. november. Det er et kontroversielt element.
Tilhængere ser det som en måde at skabe bedre ressourcefordeling og et samlet ledelsesansvar i Østdanmark, mens kritikere har udtrykt frygt for, at det kan skabe større afstand til borgerne og en mindre lokal forankring af sundhedsvæsenet i nogle områder.
Hvorfor var det egentlig, at vi fik reformen?
Sundhedsvæsenet var i knæ. Skiftende regeringer forsøgte sig med lappeløsninger. Uanset flotte ord og gode hensigter er vores opdelte strukturer med 98 kommuner og fem regioner, praktiserende læger og private hospitaler og forskellige sundhedstilbud ikke gearet til de udfordringer vi står overfor. Det er besparelserne gennem en længere årrække der er hovedårsagen.
Fra 1992 til 2010 steg det offentlige forbrug 2,2 pct. om året. Fra 2010 og frem til 2019 er det steget med 0,1 pct. om året. I 2022 sammenlignede prof. Murray i The Lancet sundhedssystemerne globalt og placerede Danmark på en 24. plads.
Vi har den korteste levealder i Norden og det meste af Vesteuropa, for stor ulighed i sygdom, fx lever den højtuddannede 12 år længere i gennemsnit end den kortuddannede og danske kvinder har en meget kortere levetid end deres medsøstre i Vesteuropa.
Det er korrekt, at Økonomiaftalen mellem staten og kommunerne/regionerne de sidste et har givet et løft, men samtidig er der blevet flere ældre og mange multisyge.
Hvad er der sket med sundhedsvæsenet i Danmark?
Ifølge sundhedsprofessor Jes Søgaard er der fra 1980 og til 2020 sket følgende:
60 pct. flere udskrivninger, 200 pct. flere ambulante forløb, 70 pct. flere kortere indlæggelser, 69 pct. færre sengepladser og 81 pct. færre hospitaler. Så presset på hospitalerne er steget markant.
Super hospitaler er det rigtige, idet det giver patienter de bedste behandlingsmuligheder udført af højt specialiseret personale. Men hospitalerne skal drænes for en masse opgaver de udfører i dag.
Der skal en effektivisering af arbejdsgange til nytænkning af faggrænser og en mere omfattende digitalisering.
Vi ved, vi får en markant stigning i antallet af ældre borgere. I 2030 vil der være 270.000 flere borgere over 75 år, så udgifterne til det demografiske træk vil vokse voldsomt.
Vi ved også, at udgifterne til ældre over 95 år i gennemsnit er på 200.000 kr.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed har i en ny analyse undersøgt ældres forbrug af sundheds- og plejeydelser.
I 2023 fik hospitalerne 1 mia. kr. til at bringe ventelisterne ned.
Sidste år fremlagde Robusthedskommissionen sine anbefalinger i en fremragende rapport, der dog peger på, at sundhedsvæsenet befinder sig i den største krise i over 30 år.
Treparts forhandlingerne om mere i løn til især sygeplejersker og SOSU assistenter/medhjælpere har betydet en bedre rekruttering.
Spørgsmålet om at sikre tilstrækkeligt og det nødvendige uddannede personale er et af de absolut mest centrale og sværeste punkter i den danske sundhedsreform. Uden personale falder hele reformen fra hinanden. Regeringen anerkender det enorme problem og har sat ambitiøse mål, men der er betydelig usikkerhed blandt fagpersonale og eksperter, om tiltagene er tilstrækkelige og hurtige nok.
Flere almenmedicinske læger: Målsætning om mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud i 2035, er en stor stigning fra i dag. Der mangler ifølge Lægeforeningen i dag omkring 2.000 speciallæger (praktiserende læger, psykiatere m.fl.) samlet set. Da det tager mange år at uddanne speciallæger, vil manglen stadig være der i mange år fremover.
National plan for lægefordeling: Strammere styring af, hvor nye læger skal uddannes og arbejde, samt loft over antal speciallæger på universitetshospitaler, for at sikre bedre fordeling i hele landet.
Fagforeninger mener, at det ikke er nok at tvinge læger ud; man skal i stedet gøre det attraktivt at arbejde i områder med lægemangel gennem bedre arbejdsmiljø, fleksibilitet og faglige fællesskaber. En vigtig del af strategien er at få det eksisterende personale til at blive længere og arbejde mere, hvilket kræver et bedre arbejdsliv.
Nogle kritikere mener, at de afsatte økonomiske midler til reformen og omstruktureringen (bl.a. til nye sundhedsråd, kronikerpakker og fysiske rammer) er for små i forhold til sundhedsvæsenets samlede økonomi og de store ambitioner. Man frygter, at omstruktureringer alene ikke kan skabe de nødvendige forbedringer uden massive yderligere investeringer i drift.
Ulighed i sundhed.
Selvom reformen har et erklæret fokus på at mindske den geografiske og sociale ulighed i sundhed, påpeges det, at de sociale og strukturelle årsager til uligheden som f.eks. alkohol-, tobaks- og nikotinforbrug, dårlig trivsel og mistrivsel blandt unge kræver en stærkere og mere ambitiøs forebyggelsespakke og en bredere indsats end sundhedsvæsenet alene kan levere.
Vi ved hvor vigtigt sundhedsforebyggelse er, men de afsatte midler til dette er stor set ingenting. I dag bruges omkring 3 pct af sundhedsbudgettet på forebyggelse.
Vi er nødsaget til at forebygge i langt højere grad. Vi ved, at rygning er den største dræber og koster i gennemsnit 9-10 år af et menneskes liv. Løsningen er 100. kr. for en pakke cigaretter. Det virker alle andre steder. Fjerne momsen fra frugt og grønsager i stedet for at fjerne afgifter på slik og chokolade. I løbet af 5 år vil jeg kunne se det på mit sundhedsbudget.
Sammenhæng i rehabilitering: Der har været kritik af, at flytningen af specialiseret rehabilitering fra kommuner til regioner ikke går langt nok, og at langt de fleste forløb – som kræver specialviden – stadig fastholdes i kommunerne, hvilket kan fastholde “atomiseringen” og den manglende sammenhæng, der har været kritiseret længe.
Patientinddragelse: Danske Patienter har udtrykt, at de nye Sundhedsråd kun skal “høre” patienter og pårørende, og at dette ikke giver tilstrækkelig reel indflydelse, hvilket svækker patientperspektivet i beslutningsprocesserne.
Kort sagt er hovedkritikpunkterne ofte, at strukturelle ændringer er vigtige, men de løser ikke alene personalemanglen og sikrer ikke nødvendigvis tilstrækkelige ressourcer til driften eller en reel nærhed i sundhedstilbuddene, hvis det ender med at blive for centraliseret eller bureaukratisk.
Reformen sigter mod at integrere og ligestille psykiatrien med somatikken (fysisk sygdom) i hospitalsvæsenet. Tanken er, at man organiserer ledelsen af psykiatrien og somatikken tættere sammen., så ligestillingen bliver et opgør med årtiers ulighed og overdødelighed for mennesker med psykisk sygdom, der ofte har dårligere fysisk sundhed.
Dertil et helhedssyn, hvor man sikrer bedre og mere helhedsorienterede patientforløb, hvor krop og sind tænkes sammen. Der er dog mange kritikere, især i de psykiatriske fagforeninger der frygter, at psykiatrien, som det mindre og i forvejen pressede område, vil blive nedprioriteret og overskygget af somatikken i den fælles ledelse. Sygeplejersker og andet fagpersonale i psykiatrien savner et stærkere fokus i reformen på deres særlige faglighed og kompetencer, som kan blive overset i en fusionsproces.
Der er også usikkerhed om, hvordan man sikrer fortsat fremdrift og udvikling af det psykiatriske speciale i en integreret struktur, særligt når den fysiske sammenlægning af afdelinger ligger langt ude i fremtiden (efter 2030).
Reformen anerkender det store behov for et digitalt løft i sundhedsvæsenet, men har historikken med det omstridte IT-system Sundhedsplatformen (SP) i Region Hovedstaden og Sjælland som en tung bagage.
Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal have én fælles national sundhedsplatform, og dermed enten udrulle SP til hele landet eller købe et helt nyt system eller om man skal tillade flere, bliver ikke endegyldigt afklaret i reformudspillet. Kritikere, herunder læger og IT-eksperter, mener, at en reform uden et markant og ambitiøst digitalt træk for at løse de grundlæggende IT-problemer kun er en “halv reform”. Mangel på sammenhængende og velfungerende IT-systemer er en af de største barrierer for det personale, der skal levere de nære og sammenhængende patientforløb, som reformen ønsker.
Rekruttering af udenlandsk personale. Regeringen har indgået aftaler om at gøre det lettere at rekruttere sundhedspersonale fra udlandet (lande uden for EU). Smidigere godkendelse: Hurtigere og lettere autorisationsproces for udenlandske sundhedspersoner.
Partnerskaber: Regeringen undersøger partnerskabsaftaler med lande som Indien og Filippinerne. Kritikken her er, at international rekruttering ikke er en bæredygtig national løsning – man skal løse problemerne i Danmark, og der er et etisk dilemma i at rekruttere fra lande, der selv har mangel på sundhedspersonale.
Konklusionen er, at det er et kapløb mod tiden. Hvis ikke de mange tiltag (flere læger, bedre fordeling, bedre arbejdsmiljø og international rekruttering) virker hurtigt og samlet, vil personalemanglen fortsat være den største trussel mod realiseringen af et stærkere, nært sundhedsvæsen.