”Hedebølgerne vælter ind, mens Europa bare tøver.” Det lyder som en overskrift fra den seneste tids ekstreme vejrhændelser, men citatet stammer faktisk fra en artikel i Politiken i sommeren 2025. Selvom vi udmærket ved, at klimakrisen kun bliver værre, udebliver de resolutte reaktioner fra både politikere og befolkning. Vi kigger på advarslerne, men handlingslammelsen har ramt både Danmark og EU.
Danmark misser målene: 1 % chance for succes
Da folketingsvalget blev udskrevet i starten af 2026, udgav Klimarådet sin årlige statusrapport. Konklusionen var nedslående: Danmark når ikke sine klimamål i 2030. Siden har den grønne tænketank Concito regnet efter og konstateret, at der reelt kun er 1 procents sandsynlighed for, at vi indfrier målene med den nuværende politik.
Vi styrer mod et massivt underskud på omkring 4,5 millioner tons CO₂-ækvivalenter, fordi omstillingen snegler sig afsted på afgørende områder:
Landbruget slipper billigt: Svarer-udvalgets oprindelige anbefalinger lagde op til, at landbruget skulle reducere med 5 millioner tons i 2030. Resultatet af den politiske aftale (Treparten) blev dog anderledes tamt. CO₂-afgiften på de kritiske lavbundsjorde endte på blot 40 kr. pr. ton, selvom Klimarådet kraftigt anbefalede 125 kr. Samtidig udtages lavbundsjorderne alt for langsomt.
Sygdom spænder ben for foder-tilskud: Forventningerne til det klimavenlige fodertilskud Bovaer er skrumpet. Tilskuddet har måttet reduceres, da mange køer er blevet alvorligt syge, hvilket betyder, at landbrugets metanudslip ikke falder som håbet.
Industrielle forsinkelser: Raffinaderiernes udslip falder mindre end planlagt, det tager længere tid at forebygge metanlækager fra biogas, og CO₂-fangsten hos industrigiganter som Aalborg Portland bliver efter alt at dømme både mindre og forsinket.
Regeringen og Folketinget har maksimalt halvandet år til at iværksætte nye, mærkbare tiltag, hvis vi overhovedet skal gøre os håb om at nærme os 2030-målet. Det haster, hvilket en bred kreds af forskere, erhvervsledere, ngo’er og kulturpersoner også slog fast i en fælles klimaappel den 26. marts 2026 – en appel, der desværre glimrer ved sit fravær i det nuværende regeringsgrundlag.
Det europæiske “greenlash” ruller over EU
Måske tænker man, at det nok går, fordi EU hævder at være verdens førende region i den grønne omstilling. Da Ursula von der Leyen i sin tid blev valgt som formand for EU-Kommissionen, var det med et løfte om at sætte Europas Green Deal øverst på dagsordenen – en gigantisk investeringsplan på 1.000 milliarder euro, der skulle sikre nettonul-udledning i 2050.
Men virkeligheden har ramt Bruxelles. I de senere år har et mærkbart politisk og økonomisk pres – ofte kaldet et “greenlash” – ført til, at centrale klimavedtagelser og miljøregler er blevet udskudt, lempet eller genforhandlet. Modstanden kommer fra medlemslande, der frygter for industriens konkurrenceevne, samt fra en presset landbrugssektor og borgere bekymrede for stigende leveomkostninger.
Listen over grønne tilbageslag i EU er efterhånden lang:
Udskydelse af ETS2: Det nye kvotehandelssystem for vejtransport og bygninger, som vil lægge CO₂-afgifter på brændstof og opvarmning, er officielt udskudt fra 2027 til 2028 efter pres fra østeuropæiske lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet.
Skovrydningsloven på pause: EU’s banebrydende lov, der kræver, at virksomheder beviser, at varer som kaffe, kakao, soja og kød ikke stammer fra nyligt ryddede skovområder, er blevet udskudt efter massivt pres mod det “uoverskuelige bureaukrati”.
Landmændenes sejr: Efter omfattende landmandsprotester over hele Europa har EU rullet flere grønne krav i den fælles landbrugspolitik (CAP) tilbage. Kravet om biodiversitets-brakjord er udvandet, og et stort lovforslag om at halvere brugen af kemiske pesticider inden 2030 blev helt skrottet af Kommissionen.
Naturgenopretning og bilkrav: Naturgenopretningsloven blev vedtaget i en stærkt udvandet version med nødbremser. Euro 7-emissionsstandarderne for biler blev svækket efter pres fra Tyskland, Italien og Tjekkiet, og det absolutte forbud mod fossile biler i 2035 er blevet modificeret, så biler på syntetisk e-fuel tillades.
Huller i 2040-målet: Da EU fastsatte et bindende 2040-mål om 90 % reduktion, åbnede man samtidig op for, at op mod 5 % af reduktionerne må hentes via internationale klimakreditter frem for reelle, interne reduktioner i Europa.
Læg dertil den storpolitiske virkelighed med USA’s præsident Donald Trumps handelspolitik, hvor EU rammes af en ensidig straftold på 15 %, sideløbende med en energiaftale, der reelt binder EU til at købe amerikansk gas. Det underminerer EU’s uafhængighed og grønne omstilling, som uundgåeligt vil blive yderligere forsinket.
Forbruget skaber udledningen: Den rigeste procent skal betale
Når man læser FN’s klimarapporter og ser konsekvenserne med egne øjne, er det ubegribeligt, at der sker så lidt. De seneste årtier har vist, at det økonomiske fundament, vi har bygget vores samfund på, er en illusion. Biosfæren har ikke en uendelig kapacitet til at absorbere menneskeligt affald og CO₂, og ressourcerne er ikke uudtømmelige. Klimakrisen, naturkrisen og affaldskrisen hænger uløseligt sammen og skal løses i en helhed. At forebygge og holde CO₂ ude af atmosfæren i dag er langt billigere end at skulle fjerne den i morgen.
Skal vi have befolkningen med, kræver det dog én ting: Social retfærdighed.
Et grundlæggende princip i miljølovgivningen er, at forureneren betaler. Globale og europæiske undersøgelser fra blandt andet tænketanke og Oxfam viser konsekvent, at den rigeste 1 % af befolkningen udleder mange gange mere CO₂ end den fattigste halvdel. Det skyldes enorme boliger, hyppige flyrejser, luksusforbrug og store investeringer i CO₂-tunge industrier. Alligevel rammer flade, grønne afgifter socialt skævt (en regressiv effekt), fordi afgiften udgør en langt større del af budgettet hos en lavindkomstfamilie.
Hvis den grønne omstilling opfattes som et elitært projekt, hvor regningen tørres af på den jævne borger, mens de rigeste fortsætter deres CO₂-tunge livsstil, kollapser den folkelige opbakning.
Hvis vi vil bevare det demokratiske mandat til en ambitiøs klimapolitik, skal de rigeste lande og borgere bære den tungeste del af den økonomiske byrde. Grønne afgifter skal kombineres med social kompensation – såsom en målrettet grøn check, progressive luksusafgifter og tilskud til energirenovering og elbiler til dem med de laveste indkomster. Kun når omstillingen er retfærdig, får vi alle med.
Kilder:
Klimarådet (2026): Statusrapport 2026 – Danmarks klimamål og internationale forpligtelser. (Det er heri, de redegør for den manglende målopfyldelse).Concito (2026): Analyse af Danmarks 2030-mål (Hvor de finder den 1 % sandsynlighed).
Svarer-udvalget / Ekspertgruppen om en grøn skattereform (2024/2025): Rapporten om CO₂-afgifter på landbruget.
Oxfam (f.eks. rapporten “Climate Equality: A Planet for the 99%”): Dokumenterer, at den rigeste 1 % udleder mere end de fattigste to tredjedele af menneskeheden.