I min klimaartikel i sidste uge beskrev jeg, hvordan det er yderst tvivlsomt, om Danmark når sine 2030-klimamål, og hvordan EU rammes af det ene grønne tilbageslag – greenlash – efter det andet. I dag løfter jeg blikket mod den internationale scene, for også globalt går det den helt gale vej.
De fossile vetohære blokerer fremskridtet
Når verdens lande mødes for at skabe bindende regulering, står en fast alliance af modstandere klar til at spænde ben. Det så vi tre konkrete eksempler på i slutningen af 2025:
Skibsfartens CO₂-afgift (IMO, oktober 2025): 108 lande ønskede en global afgift på 640 kr. pr. ton udledt CO₂ fra 2028 for skibe, der fortsat sejler på olie. Initiativet krævede to tredjedeles flertal, men blev effektivt blokeret af USA, Rusland og de store olielande.
Plastikkonferencen i Genève (november 2025): 184 lande mødtes for at dæmme op for plastikforureningen. 120 lande krævede en bindende aftale om at reducere produktionen og forbedre affaldshåndteringen. Igen nedlagde USA, Rusland og olielandene veto. På verdensplan produceres der i dag 460 millioner tons plastik årligt – et tal, der forventes tredoblet i 2050. Selv i Danmark stiger plastikforbruget trods adskillige tiltag.
FN’s COP30 i Belém (november 2025): Her lykkedes det olielobbyen at udvande sluterklæringen ved at fjerne det direkte krav om en udfasning af fossile brændsler. Dermed er en international slutdato for olie, kul og gas igen skudt til hjørne.
Samme destruktive mønster gentog sig under Verdensbankens seneste forhandlinger. For at realisere Paris-aftalen øremærkede Verdensbanken tidligere 35 % af sine investeringer til klimaprojekter, og ved COP29 i Baku (2024) blev det aftalt at øge rammen til 45 % frem mod 2035. Sidste år udstedte banken lån og garantier for 255 milliarder kroner. Men trods pres fra 120 lande har USA, Rusland og olielandene nu formået at spænde ben for en forlængelse af de grønne investeringskrav, hvilket baner vejen for fornyet massiv støtte til fossil infrastruktur.
Det politiske klimakollaps kulminerede, da Donald Trump genindtrådte som amerikansk præsident i januar 2025 og øjeblikkeligt trak USA ud af Paris-aftalen – og i januar i år endda trak landet helt ud af FN’s Klimakonvention fra 1992. Denne konvention er fundamentet for det globale klimasamarbejde, ratificeret af stort set alle verdens nationer. Det er på høje tid, at verdenssamfundet for alvor siger fra over for denne form for klimaterror.
De fire veje ud af krisen – og de teknologiske illusioner
Skal vi reducere CO₂-indholdet i atmosfæren, har vi i realiteten kun fire værktøjer. Men måden, vi prioriterer dem på, er dyb uansvarlig.
Mindre forbrug (Afvækst)
Den mest direkte vej er at udlede mindre ved at forbruge mindre, flyve mindre og isolere bedre. Flere økonomer, heriblandt Timothée Parrique fra universitetet i Lausanne, argumenterer for, at decideret “afvækst” (degrowth) er den eneste reelle løsning, i tråd med den klassiske rapport Limits to Growth fra 1972.
Alternativ energi
Udbygningen af sol, vind og elektrificering er den mest langsigtede og foretrukne løsning, men det går alt for langsomt. For hver 1 krone, der globalt investeres i vedvarende energi, postes der stadig 6 kroner i kul, olie og gas. Vi bygger fortsat nye fossile anlæg. Et grelt eksempel er The Willow Project i Alaska, som vil udvinde olie svarende til 270 millioner tons CO₂ over 30 år – eller hvad der svarer til seks gange Danmarks samlede årlige udledninger. Ifølge organisationen Urgewald er der på verdensplan planlagt over 1.400 nye kulkraftværker, herunder i 27 lande, som aldrig før har haft kulkraft. I dag stammer hele 80 % af verdens energi stadig fra fossile brændsler, og Global Carbon Project estimerer, at de globale udledninger steg med 0,6 % i 2024.
Dansk perspektiv: Hjemlige tal afslører et lignende dødvande. Den danske energisammensætning består i dag af 54 % vedvarende energi og 46 % fossile brændsler (heraf 38 % olie). Det er præcis den samme fordeling som for ti år siden. Samtidig investerer danske pensionskasser og banker fortsat massivt i sort energi – med henholdsvis 28 og 30 milliarder kroner i den seneste årrække – stik imod Paris-aftalens anbefalinger om stop for nye olie- og gasboringer.
Naturbaseret CO₂-fangst
Vi kan lade naturen optage kulstof. Hvis vi genplanter skov på et areal på størrelse med USA, vil træerne kunne opsuge to tredjedele af al den CO₂, menneskeheden har udledt siden den industrielle revolution. Det er en fremragende løsning, men træer tager årtier om at vokse op. Spørgsmålet er, om vi har den tid?
Teknologisk CO₂-fangst og -lagring (CCS)
Teknologiske løsninger som CCS (Carbon Capture and Storage) og Power-to-X (grøn brint) udråbes ofte som redningsplanken, men virkeligheden halter langt efter retorikken. I den danske klimaplan satser man på at lagre 2,3 millioner tons CO₂ i 2030, men i dag er det reelt kun Aalborg Portland, der arbejder konkret på målet med en ambition om 1,3 millioner tons.
Historien afskrækker også: I 2007 påbegyndte Norge CCS-anlægget Mongstad, som daværende statsminister Jens Stoltenberg storladent kaldte “vores månelanding”. Projektet blev skrottet i 2013 efter at have kostet 7,2 milliarder skattekroner. Efterfølgeren, projekt Langskip fra 2021 med et milliardbudget, skulle have indfanget 0,4 megatons (millioner tons) CO₂ årligt fra 2024, men har endnu intet leveret. Nu har et konsortium bestående af Shell, Total og Equinor overtager driften de næste 25 år. Til sammenligning udledte de tre selskaber 2.350 megatons CO₂ i 2020 alene, mens den samlede globale CCS-kapacitet i dag blot spænder over cirka 40 megatons om året. Selvom alle planlagte projekter mod forventning skulle blive realiseret globalt, vil vi kun nå op på at lagre 1.578 megatons CO₂ om året – modsat EU’s gigantiske behov for at lagre milliarder af tons frem mod 2040 under deres 90%-reduktionsmål.
Det samme gælder brintøkonomien: 78 % af den brint, der produceres i dag, bruges internt i industrien til selve produktionen, ikke som grønt brændstof. Producenterne venter på investorer, og investorerne venter på storskalaproduktion, der kan bringe priserne ned. At satse ensidigt på, at teknologien løser klimakrisen, er et enormt risikabelt væddemål. Det er markant billigere at forebygge og holde CO₂ ude af atmosfæren i dag, end det er at forsøge at støvsuge den op i morgen.
Planeten reagerer prompte
Mens det politiske og teknologiske system svigter, accelererer de fysiske konsekvenser i naturen:
Kollaps af havstrømme: Golfstrømmens hastighed er reduceret med 10-30 % over de sidste 60 år. Sker der et totalt kollaps, vil det paradoksalt nok føre til en markant og dramatisk afkøling af Vesteuropa.
Varme oceaner: Havene dækker 71 % af kloden og optager størstedelen af vores CO₂-udledninger og overskudsvarme. Den ophobede energi vil fortsætte med at opvarme havene og påvirke vejrsystemerne i århundreder – selv efter vi eventuelt bliver CO₂-neutrale.
Afsmeltning og stigning i havniveau: Issmeltningen fra Grønland, Antarktis og globale gletsjere accelererer. På grund af jordens krumning og rotation rammer havniveau-stigningerne områderne omkring ækvator op til fire gange hårdere end gennemsnittet, forstærket af at varmt vand udvider sig. I Arktis er temperaturen steget med 3 grader; her trækker gletsjerne sig tilbage med 7,4 km om året (en fordobling på 10 år), og havisens tykkelse er svundet med 65 % siden 1975.
Ekstremt vejr: Antallet af ekstreme vejrhændelser er fordoblet siden 1991. De klimakatastrofer, man i 2014 forudsagde først ville indtræffe ved en global temperaturstigning på 1,5 grader, sker nu allerede ved 1,1 grads stigning.
FN’s Klimapanel (IPCC) dokumenterede i 2023, at den globale temperaturstigning fra 1880 til 2011 var på 0,85 grader. Men på blot ti år – fra 2012 til 2022 – steg temperaturen med yderligere 1,1 grader. Det forklarer de seneste års ekstreme hedebølger med hidtil usete temperaturer: 45 grader i Spanien, 35 grader i Nordskandinavien, over 40 grader i Kina og over 50 grader i Irak.
Data viser, at vi på blot to årtier har oplevet en stigning på 3,32 gange flere hedebølger, 2,24 gange flere oversvømmelser og 1,44 gange flere storme.
I april 2025 meldte 281 fremtrædende klimaforskere ud, at tre fjerdedele af Danmarks indsats ikke lever op til Paris-aftalens målsætninger.
Det rejser det ultimative spørgsmål: Hvornår begynder vi – og resten af verden – at tage klimaforandringerne seriøst?
Centrale kilder til perspektivering:
- IPCC (FN’s Klimapanel), Synthesis Report (marts 2023): Dokumenterer accelerationen i temperaturstigninger (1,1 grad) samt stigningen i frekvensen af hedebølger, storme og oversvømmelser.
- Global Carbon Project (2024/2025): Data vedrørende de globale CO₂-emissioner og den fortsatte stigning på 0,6 %.
- Urgewald (Global Coal Exit List): Kortlægning af de planlagte 1.400+ nye kulkraftværker globalt.
- Timothée Parrique / “Limits to Growth” (1972): Økonomisk teori om degrowth (afvækst) som nødvendighed for planetære grænser.
- Dansk Klimamonitor / Forskererklæringen (april 2025): Evaluering fra 281 klimaforskere om Danmarks manglende opfyldelse af Paris-aftalen.
- DMI & Science (Golfstrøms-studier): Dokumentation af AMOC-svækkelsen (Golfstrømmen) med 10-30 %.