Trumps historieløshed og det amerikanske imperiums efterår
Da Donald Trump under et besøg i Beijing talte om handelsbalancer, svarede den kinesiske præsident, Xi Jinping, ved at henvise til ”Thukydid-fælden” – den historiske lovmæssighed om, at en etableret stormagt og en opkomling uundgåeligt styrer mod krig. Kontrasten var symbolsk: Mens USA ledes af her-og-nu-forretningslogik, navigerer rivalerne efter historiens lange linjer.
Trumps eklatante historieløshed har slået fejl, og intet sted er det tydeligere end i USA’s fejlslagne militære eventyr mod Iran. Hvor verden forventede en hurtig amerikansk sejr, står det i dag klart, at Teheran er kommet ud af konflikten som den strategiske sejrherre. For at forstå, hvorfor USA tabte, må vi kigge 2.500 år tilbage i tiden.
Xerxes’ syndrom og pindsvinets vision
”Hvis man tog højde for alting, ville man ende med aldrig at gøre noget,” erklærede den persiske storkonge Xerxes, kort før han i år 480 f.Kr. slap sin enorme krigsmaskine løs på de græske bystater. Xerxes var blændet af den selvtillid, der følger med at lede det, Yale-professor Amy Chua i sit værk Day of Empire definerer som en “hypermagt” – et imperium, der totalt overgår sine rivaler i militær og økonomisk kapacitet. Lidt vidste Xerxes om, at hans overilede egotrip mod de behændige grækere anført af Sparta ville markere begyndelsen på enden for det persiske imperium.
Lighederne mellem Xerxes og Donald Trump er slående. Som selvudnævnt ”stabilt genial” praktiserer Trump en lignende geopolitisk hybris. I The Art of the Deal beskriver han sin strategi: Sigt ekstremt højt, og bliv ved med at presse på, indtil modparten knækker. Inden for statskundskab og filosofi passer Trump på to klassiske arketyper: Han er sociologen Max Webers “karismatiske leder”, hvis følgere tillægger ham overnaturlige evner, og han er filosoffen Isaiah Berlins “pindsvin” – en person, der reducerer hele verden til ét simpelt, universelt organiserende princip. Hos Trump er det princippet om, at USA altid bliver snydt, og at rå magt løser alt.
En forudsigelig isolationist
Betyder det, at krigen mod nutidens persere besegler det amerikanske imperiums definitive undergang? Ikke nødvendigvis. For bag Trumps teatralske uforudsigelighed gemmer der sig en benhård konsistens. Som Thomas Wright fra Brookings Institution har påpeget i sine analyser af Trumps udenrigspolitik, har præsidenten i årtier haft tre faste klagepunkter: Modvilje mod USA’s dyre militære alliancer, en følelse af, at den globale økonomi udnytter USA, og en slet skjult fascination af autoritære stærke mænd.
Det er denne isolationistiske kerne, der nu tvinger Trump til forhandlingsbordet for at undgå totalt ansigtstab. Efter brutale luftangreb, store tab af civile iranske liv og et drænet amerikansk ammunitionslager, ligner de nuværende fredsforhandlinger mere og mere betingelserne for en amerikansk overgivelse. USA har måttet sande, at asymmetrisk krigsførelse ikke kan bombes væk.
Det nye Mellemøsten og petrodollarens fald
Selvom en form for fred i Mellemøsten er kærkommen, vil verden ikke vende tilbage til status quo ante – tilstanden før krigen. Geopolitikken har ændret sig fundamentalt på to områder:
Rørledninger uden om Hormuz: Irans evne til at lukke Hormuzstrædet og lamme den globale økonomi har givet nabolandene en dyrebar lektion. Saudi-Arabien, UAE og Kuwait er i fuld gang med at bygge gigantiske rørledninger mod Rødehavet, Oman og Centralasien for at omgå strædet. Det vil på sigt mindske Hormuzstrædets betydning, men de næste år vil Iran udnytte sit territoriale krav på vandvejen til fulde.
Alliancer i skred: Krigen har udløst en tektonisk forskydning af regionale alliancer. Tyrkiet og Pakistan har fundet sammen i en ny akse, hvilket har fået Indien til at sende våben til Grækenland og Cypern som modtræk. Samtidig rykker de arabiske stater tættere sammen for at skabe en sikkerhedsarkitektur, der er uafhængig af Washington.
Det største strategiske tab for USA er dog økonomisk. Krigen har sat turbo på afviklingen af petrodollaren (at global oliehandles afregnes i amerikanske dollars). Når olien handles i andre valutaer, mister USA sit ultimative finansielle våben.
Trump pralede med at ville genoprette amerikansk storhed. Men hans totale mangel på historisk dannelse og strategisk tålmodighed har haft den stik modsatte effekt. USA tabte krigen mod Iran, og prisen bliver tabet af det globale overherredømme – både militært og finansielt. Historien gentager sig sjældent perfekt, men som Xerxes måtte sande i antikkens Grækenland, så bærer hybrissen altid kimen til imperiets fald.