Jeg har i flere artikler påvist, at det går den forkerte vej med klimaindsatsen — både i Danmark, i EU og globalt. Derfor blev jeg opmuntret af Bjarke Møllers nylige kronik i Politiken, hvor han gør sig til talsmand for en strategisk hovedretning med “fuld blus på sol, vind og elektrificering”. Det er jeg helt enig i.
Regeringen har erklæret en ambition om at være den grønneste regering nogensinde i Danmark. Skal det løfte indfris, kræver det en skarp og konsekvent prioritering af vores energipolitik.
Kernen i klimadebatten handler om forskellen på direkte elektrificering (som er billig, moden og energieffektiv) og teknologiske løsninger som Power-to-X (PtX), CCS (CO₂-fangst og -lagring) og pyrolyse (som er dyre, umodne og energikrævende).
Hvorfor direkte elektrificering er den oplagte vinder
Sol og vind leverer i dag den billigste strøm, vi kan producere (Klimarådet, 2024). Når vi bruger strømmen direkte i slutforbruget, udnyttes energien fænomenalt effektivt:
Elbiler: Udnytter ca. 70–80 % af energien fra strømmen til fremdrift (mod under 30 % i en benzinbil).
Varmepumper: Leverer typisk 3–4 gange mere varme ud, end de bruger i strøm (en virkningsgrad/COP på 300–400 %).
Industri og husholdninger: Når gas, kul og olie erstattes af direkte strøm, opnås den største og billigste CO₂-reduktion pr. investeret krone (EA Energianalyse, 2023).
Hvorfor satser politikerne også på PtX, CCS og pyrolyse?
Når direkte elektrificering er så overlegent, hvorfor satser politikerne så ikke udelukkende på det? Det skyldes de såkaldte ”svære procenter” — de sektorer, som ren strøm endnu ikke kan afdække direkte.
Det gælder bl.a. skibsfart, luftfart og den tunge procesindustri (kræver brint/PtX), landbrugets biologiske udslip (pyrolyse) samt skorstene på cementfabrikker og affaldsanlæg (CO₂-fangst/CCS).
Men der er betydelige faldgruber ved politisk overfokusering på disse teknologier:
Energitab: Power-to-X har et energitab på op mod 40–60 % i omdannelsen. Hvis man omdanner strøm til brint for at opvarme et hus, kræver det 4–5 gange mere vindmøllekapacitet end en direkte varmepumpe (EEB, 2022).
Urealistiske biomassetræk: Det politiske mål om at fjerne 5 mio. ton CO₂ via pyrolyse kræver lagring af ca. 1,36 mio. ton biokoks årligt. Det forudsætter en pyrolysering af omkring 5–7 mio. ton tør biomasse (halm, gylle m.v.) om året — en mængde, der simpelthen ikke er bæredygtigt tilgængelig i Danmark uden alvorlig ressourcekonkurrence (Syddansk Universitet, 2023).
Subsidiefælden: Der er stor risiko for, at staten oversubsidierer umodne teknologier frem for at lade markedet udbygge den billige sol- og vindenergi i det nødvendige tempo. Opføres store PtX-anlæg, før vi har tilstrækkelig havvind og sol, ender vi med at bruge sort eller importeret strøm til at producere “grøn” brint.
En klimapolitisk prioriteringstrappe
Som Klimarådet og andre uafhængige eksperter understreger, er grøn brint og PtX ikke en “sølvkugle”, men et knapt og dyrt præcisionsværktøj. Hvis vi bruger brint til opgaver, der kan løses med direkte strøm, opstår der to alvorlige problemer: gigantisk mangel på strøm og uhensigtsmæssig ressourcekonkurrence, hvor energien mangler i tung industri og luftfart.
Derfor bør klimapolitikken opbygges efter en klar prioriteringstrappe:
Førsteprioritet (Direkte el): Personbiler, busser, rumopvarmning og lavtemperaturindustri. Her er regningen lavest, og klimaeffekten opnås hurtigst.
Andenprioritet (Direkte brint): Tung landtransport over lange strækninger samt stål- og procesindustri.
Tredjeprioritet (Komplekse e-Fuels & CCS): International luftfart, langdistanceskibsfart og cementproduktion.
Perspektivering: Det globale og europæiske billede
Sætter vi det danske dilemma i et større perspektiv, står det klart, at udfordringen ikke stopper ved Storebælt.
I EU’s RePowerEU-plan og den grønne industriakt (Net-Zero Industry Act) lægges der op til massive investeringer i brintinfrastruktur. Men hvis alle EU-lande overfokuserer på brint til opgaver, der kunne løses med direkte el, risikerer vi et europæisk kapløb om sparsom grøn strøm, hvilket driver energipriserne op og forsinker udfasningen af kul og gas i elnettet.
Desuden udgør det et geopolitisk og forsyningsmæssigt spørgsmål: Hvis Europa opbygger et enormt Power-to-X-behov, bliver vi i fremtiden afhængige af brintimport fra Afrika, Mellemøsten eller Sydamerika.
Det kan genskabe de geopolitiske afhængighedsforhold, vi kender fra fossile brændsler, i stedet for at opbygge lokal, europæisk energiuafhængighed baseret på egne vedvarende energikilder.
Ved at vælge direkte elektrificering først skaber vi en mere robust, billigere og reelt uafhængig energiforsyning.
Det er manglen på denne helt klare prioritering, der gør, at den nuværende politik opleves som en dyr og uoverskuelig model, hvor staten støtter alle teknologier på én gang uden at sikre det mest fundamentale først: tilstrækkelig, billig og direkte udnyttet grøn
Kilder & litteratur henvisninger
- Klimarådet (2024): Statusrapport — Danmarks nationale klimamål og EU-forpligtelser. Understreger vigtigheden af direkte elektrificering og advarer mod overudnyttelse af PtX til opgaver med direkte el-alternativer.
- EA Energianalyse (2023): Elektrificeringens rolle i den grønne omstilling. Dokumenterer virkningsgrader og samfundsøkonomiske omkostninger ved direkte el vs. e-fuels.
- European Environmental Bureau / EEB (2022): Hydrogenhype vs. Direct Electrification. Rapport om energitab i brintværdikæden sammenlignet med direkte varmepumper og elbiler.
- Syddansk Universitet / CONCITO (2023): Analyser af biomasseressourcer og pyrolysepotentiale i Danmark. Belyser de fysiske grænser for bæredygtig halm- og gylleressource til koks-lagring.
- Møller, Bjarke (2024): Kronik om Danmarks strategiske grønne hovedretning, Politiken.