Den 6. februar kom det udspil, jeg længe havde frygtet. Venstres formand, Troels Lund Poulsen, fremlagde et forslag, der vil beskære den danske udviklingsbistand markant fra de nuværende 0,7 pct. til blot 0,5 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI). Det svarer til en besparelse på ca. 6,5 mia. kr. Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, lagde ikke fingrene imellem i sin kommentar: ”Det er skuffende, kortsigtet, fantasiforladt og ærligt talt lidt dumt”. Jeg er fuldstændig enig.
En verden i brand: Tallene bag krisen. Besparelser på bistand er ikke blot et teknokratisk greb i et budget; det har fatale konsekvenser for menneskeliv. På München-sikkerhedskonferencen for nylig blev der fremlagt rystende tal for effekten af USAid’s nedskæringer: 5 millioner mennesker frygtes at dø inden for de næste fem år som direkte konsekvens. 10 millioner mennesker i Sudan står nu uden akut nødhjælp midt i en af verdens værste humanitære kriser.
Siden 1973 har FN’s målsætning været, at rige lande skal bidrage med 0,7 pct. af BNI. I dag lever kun fire lande op til dette: Norge, Luxembourg, Sverige og Danmark (Irland arbejder mod målet, men er ikke fast medlem af klubben endnu). Ved at træde ud af denne eksklusive gruppe svækker vi vores moralske autoritet og indflydelse i multilaterale organisationer – netop som vi er valgt ind i FN’s Sikkerhedsråd.
Geopolitisk vakuum og autoritær fremmarch
Når de vestlige demokratier trækker sig, opstår der et tomrum. Det ser vi allerede nu: Den geopolitiske dominoeffekt: I 2024 faldt den globale bistand med 9 pct., presset af inflation og krig i Europa. I 2025 forventes et yderligere fald på op mod 17 pct.
Rovdyrenes indtog: Hver gang Danmark eller andre demokratier rykker ud, rykker Kina, Rusland eller de rige olielande ind. De medbringer ikke krav om menneskerettigheder eller demokrati, men snarere gældsfælder og autoritær kontrol.
Ifølge rapporten Varieties of Democracy (V-Dem) 2025 er verden nu tippet: Der er 91 autokratier mod 88 demokratier. 72 pct. af verdens befolkning lever nu under autoritært styre – det højeste niveau siden 1978. Det gør det betydeligt sværere at opretholde en international retsorden og giver frit løb til figurer som Putin og Trump.
10. februar 2026 holdt Reynato Puno ( pensioneret højhesteretspræsident i Filippinerne ) en tale om ”Demokratiet over hele verden er på retur, inklusive demokratiet i Filippinerne”. Han nævnte 5 områder, der forårsager demokratiets tilbagegang og død:
1) Korruptionen er uophørlig og gennemgribende.
2) Fremvæksten af lovløse elementer som narkokarteller og smuglersyndikater. Disse kriminelle syndikater træder på lovene, spotter retsforfølgelse og ødelægger regeringer. Dette skete i Colombia i 80’erne og 90’erne. Medellin-kartellet, ledet af Pablo Escobar, korrumperede politiet, fremmede politisk ustabilitet og forårsagede den colombianske regerings fald.
3) Elitens overtagelse af regeringen, som forsømmer at hjælpe de fattige på en meningsfuld måde. En uoverstigelig kløft mellem de rige og resten af befolkningen vil fremskynde ekstrem ulighed, voldelige sociale omvæltninger og ustabile regeringer. Dette skete i Sudan, hvis regering var domineret af eliter, der var fuldstændig ligeglade med de fattiges velfærd. Stigningen i antallet af fattige førte til civil urolighed, væbnet konflikt og afsættelsen af landets mangeårige præsident Omar al-Bashir i 2019.
4) Fremvæksten af demokratisk valgte ledere, der fremmer deres personlige mål i strid med de magtbeføjelser og kontrolinstanser, som deres egne forfatninger har fastsat. Den seneste blandt denne type ledere er præsident Yoon Suk Yeol fra Sydkorea. Han erklærede undtagelsestilstand for at forhindre det oppositionskontrollerede parlament i at efterforske hans kone og hans kabinet for korruption. Befolkningen rejste sig mod Yoon Suk Yeol. Forfatningsdomstolen annullerede hans erklæring om undtagelsestilstand og beordrede ham fængslet. Seneste er, at han er dømt til døden.
5) Et valgsystem, der kontrolleres af få familier, og som udelukker alle andre. De få kan være magtfulde interessegrupper. De få kan være autokrater, der er modstandere af at afholde frie og retfærdige valg. De få kan komme fra en alliance af enkeltpersoner eller grupper, hvis eneste bånd er egeninteresse. “Hvor valgsystemet er i hænderne på de få selviske, vil de få altid udfolde alle anstrengelser for at fastholde sig selv ved magten i det uendelige. De velkendte ‘våben, bøller og guld’ vil blive indsat for at undertrykke flertallets vilje, knuse systemkritikere, slagte menneskerettighederne og ødelægge flertalsstyret, som er demokratiets grundsten.”
Fra Demokrati til Oligarki?
Vi ser en skræmmende koncentration af rigdom. De 12 rigeste mennesker ejer i dag lige så meget som de fattigste 4 milliarder. Denne ulighed underminerer demokratiet, da politisk indflydelse følger pengene. Ved det amerikanske præsidentvalg i 2024 spillede milliardærer en historisk stor rolle for Donald Trumps kampagne. Det står det klart, at en lille elite af ekstremt rige amerikanere stod for en massiv del af finansieringen. Billionærer og deres familier satte ny rekord ved valget.
Ifølge analyser fra organisationer som Americans for Tax Fairness: Top 100 milliardær-familier bidrog med i alt ca. 2,6 milliarder dollars til den føderale valgkamp (præsident- og kongresvalg). Ud af disse penge gik ca. 70 pct. omkring 1,8 milliarder $ til republikanske formål og kandidater, herunder Trump. Direkte til støtte for Trump (via super-PACs) estimeres det, at milliardærer bidrog med over 450-500 millioner dollars i de mest intense faser af valgkampen. Nogle få navne skilte sig ud ved at give svimlende beløb til “Super PACs” (politiske komitéer), der støttede Trumps genvalg: Timothy Mellon over 197 mio. $, Elon Musk 130-200 mio.$, Miriam Adelson over 132 mio. $. Mindst 150 af USA’s rigeste familier var aktivt involveret i at finansiere 2024-valget. Hvorfor gav de så meget? Mange af disse bidragydere pegede på ønsker om skattelettelser (især forlængelse af Trumps skattereform fra 2017), deregulering af erhvervslivet og specifikke politiske mærkesager som kryptovaluta eller udenrigspolitik. Det er også et voldsomt anslag mod demokratiet.
Derfor må vi stille spørgsmålet om vi er på vej fra demokrati til oligarki? Vi ser det også i Frankrig med Vincent Bollare, der støtter Le Pen, AfD og Putin og mediemogulen Ropert Murdoch i Storbritanien, der støtter populistiske og antidemokratiske kræfter. I Danmark ser vi også en større ulighed, og i Magtudredningen af Michael Bang Petersen m.fl., tales der om stigende vælgergrupper, der vil ”se verden brænde af” og eksklusion og marginalisering af større grupper. Det kan blive et stort problem for samfundets sammenhængskraft.
Verdensmålene under pres
Venstres besparelser rammer også FN’s 17 Verdensmål (SDG). En statusrapport fra juli 2025 viser, at selvom vi har gjort fremskridt siden 2015, er 18 pct. af målene nu i direkte tilbagegang.
Over 120 millioner mennesker er på flugt – det højeste tal nogensinde. Klimaforandringerne accelererer, mens bistanden til de fattigste landes grønne omstilling udhules.
Det er hyklerisk at holde skåltaler om Verdensmålene, når man samtidig fjerner det økonomiske fundament for at nå dem.
Venstre overser også erhvervslivets tab: Fra eksportmarkeder til gældsfælder. Mange glemmer, at ulandsbistand ofte fungerer som en døråbner for danske virksomheder. Danmark er førende inden for vandteknologi, energieffektivitet og landbrugsløsninger – præcis det, udviklingslandene efterspørger. Tab af “First Mover”-fordele: Når Danmark yder bistand til f.eks. vandprojekter i Kenya eller energi i Vietnam, opbygger vi relationer og kendskab til danske standarder. Hvis vi trækker os, overtager kinesiske firmaer markedet med deres egne tekniske standarder, hvilket gør det næsten umuligt for danske SMV’er at komme ind senere.
Klima som vækstmotor: En stor del af bistanden går i dag til grøn omstilling. Ved at skære her, svækker vi de offentlig-private partnerskaber, der hjælper danske virksomheder med at skalere løsninger i vækstøkonomier.
Stabilitet kræver investering: Virksomheder investerer ikke i lande med ekstrem ulighed eller social uro. Ved at mindske bistanden øger vi risikoen for politisk ustabilitet, hvilket gør disse lande “u-investerbare” for pensionskasser og eksportvirksomheder.
Når vi taler om sikkerhed og velfærd som argument for besparelser, overser man ofte, at ulandsbistand er vores billigste forsvarspolitiske instrument. Migrationens grundårsager: Folk flygter sjældent for sjov. De flygter fra sult, mangel på uddannelse og totalt fravær af fremtidshåb. Når vi skærer i de 0,7 pct., fjerner vi de projekter, der gør det muligt for unge i Afrika og Mellemøsten at skabe et liv i deres hjemland. Resultatet er et øget migrationspres på Europas grænser, som vil koste os langt mere i grænsekontrol og integrationsindsatser, end bistanden nogensinde har kostet. Radikalisering: I områder hvor staten ikke kan levere basal sundhed og skolegang på grund af manglende international støtte, træder radikale grupper og militser ofte til. De tilbyder mad og beskyttelse mod til gengæld for loyalitet. Ved at trække os, overlader vi de mest sårbare områder til ekstremister.
Nyt geopolitisk landkort: Som nævnt rykker Rusland og Kina ind, når vi rykker ud. Men de bringer ikke “god regeringsførelse” med sig. De bringer overvågningsteknologi og strategiske lån, der binder landene i afhængighed. Det svækker Danmarks stemme i FN og gør det sværere at danne alliancer mod f.eks. russisk aggression i Ukraine.
En farlig illusion
Venstres argument om, at vi skal vælge mellem “velfærd herhjemme” og “hjælp derude”, er en falsk dikotomi. I en globaliseret verden er vores sikkerhed og økonomi uløseligt forbundet med stabiliteten i det globale syd. At skære i bistanden for at finansiere kortsigtede skattelettelser eller velfærd er som at spare på vedligeholdelsen af dæmningen for at få råd til maling inde i huset – det holder kun indtil vandet stiger.
Konklusion: En historisk fejltagelse
Det er ikke nyt, at Venstre vil skære i bistanden – det så vi i 2001 og 2015. Men denne gang er det anderledes. Ved at bryde den nationale konsensus om de 0,7 % og prioritere skattelettelser på 10 mia. kr. over global stabilitet, svigter Venstre Danmarks rolle som en moralsk stormagt.
Hvis vi opgiver vores ambitioner her, hvad bliver så det næste? Opgiver vi også målet om at være grønt foregangsland, når det bliver økonomisk bekvemt?
Det er en ommer, Venstre. Verden har brug for et Danmark, der rækker ud – ikke et Danmark, der lukker sig om sig selv.