Skal vi fortsætte med den udviklingsbistand, vi har kendt i 60 år?
I 2005 stiftede jeg NGO’en PUGAD (People Generating Aid for Development). Siden da har vi arbejdet utrætteligt i Filippinerne med alt fra fattigdomsbekæmpelse til bæredygtige indkomstmuligheder. Vi lever i bedste velgående, men som felt betragtet er udviklingsbistand i dag noget fundamentalt andet, end da vi startede for over 20 år siden. Vi står midt i et paradigmeskifte, hvor de gamle dyder udfordres af barsk geopolitik og et internt moralsk opgør.
Fra næstekærlighed til geopolitisk værktøj
Tidligere handlede bistand om hjælp til de fattigste. I dag er debatten præget af et markant skifte: Bistand er blevet et spørgsmål om geopolitik, sikkerhed og nationale interesser.
Ved det seneste valg så vi partier som Venstre foreslog en beskæring af bistanden fra 0,7 til 0,5 procent af BNI. Selvom der er bred enighed om at fastholde de 0,7 procent, er det vigtigt at forstå hvorfor: Det giver Danmark en unik position i “førergruppen” af kun fem lande på verdensplan. Det er en magtfaktor, der køber os adgang til FN’s Sikkerhedsråd og indflydelse i de store donorkredse.
Men regeringen har i sin strategi for 2026, herunder udspillet “Afrikas Århundrede”, lagt en ny linje: Bistand skal kobles tættere til danske erhvervsinteresser. Det handler om “økonomisk diplomati”, hvor midlerne skal skabe vækst via danske virksomheder. Samtidig bruges bistanden i stigende grad som et værktøj til migrationskontrol. Ved at investere i lande langs migrationsruterne forsøger man at stabilisere nærområder for at sikre hurtigere hjemsendelse.
Dette fører til en voldsom debat om “udhuling”. Oxfam Danmark har med rette kritiseret, at midler til klimaindsatser og modtagelse af flygtninge i Danmark tages fra den pulje, der før gik direkte til fattigdomsbekæmpelse. Når 30 procent af bistanden i 2026 skal øremærkes klima, forsvinder fokus uundgåeligt fra de allerfattigste, som ikke nødvendigvis er kommercielt interessante eller strategisk vigtige.
Det globale kollaps og “Ukraine-effekten”
Vi ser i 2025 og 2026 et historisk fald i den globale bistand. Især USA har foretaget beskæringer på over 50 procent i visse sektorer, hvilket har skabt katastrofale huller i FN’s fødevareprogrammer og sundhedsindsatser i Afrika. Finland, Sverige, Frankrig og Storbritannien har fulgt trop og ligeledes skåret i bistanden.
Dertil kommer Ukraine-effekten. Krigen betyder, at enorme summer omdirigeres til Europa. Det har skabt en dyb frustration i det “Globale Syd”, som føler sig overset midt i deres egne gælds- og klimakriser. Samtidig ser vi en bevægelse fra gaver til lån (Blended Finance), hvor bistandskroner bruges som risikovillig kapital for private investorer. Frygten er klar: De langsigtede mål om menneskerettigheder og demokrati taber til kortsigtede sikkerhedspolitiske mål.
Opgøret med “De-colonize Development”
Internt i branchen foregår et “selvopgør”. Det handler om selve magtstrukturen og det, kritikerne kalder “det hvide blik”. Mange mener, at det humanitære system stadig fungerer efter kolonitidens logik.
BINGO-problemet: Store vestlige NGO’er (Big International NGOs) sidder på pengene og magten. De sender vestlige eksperter ud på høje lønninger i dyre firhjulstrækkere, mens de lokale organisationer reduceres til underleverandører med minimale budgetter. Systemet virker designet til at holde sig selv i live frem for at gøre sig overflødigt.
Privilegie-fælden: Vi har skabt en lokal “elite” i udviklingslandene – folk, der er dygtige til at skrive rapporter på engelsk og tale “NGO-sprog”, men som ikke nødvendigvis repræsenterer landbefolkningen. Jeg kan bekræfte, at i en lille NGO uden ansatte, udfører vi alle funktioner og bruger 50-100 timer til en ansøgning.
Lokaliserings-agendaen: Hvor bliver pengene af? Analyser viser, at kun en forsvindende lille del når direkte ud til lokale græsrødder. Pengene “spises op” af administration, compliance og overhead i de mange led fra FN til de nationale hovedstæder.
Som et modsvar vinder “Cash Transfers” frem. Organisationer som GiveDirectly giver kontanter direkte til folk via mobiltelefoner. Det har skabt en eksistentiel krise for de traditionelle organisationer, fordi det viser, at folk ofte er bedre til at hjælpe sig selv, end de professionelle bistandsarbejdere er. Hvem bærer det største forklaringsproblem?
Spørgsmålet er: Skal vi kigge mod de store FN-maskiner eller de mindre danske NGO’er?
FN og de multilaterale giganter: Her lever man ofte i en “bistands-boble” med ekstremt høje lønninger og skattefrihed i lukkede compounds, fjernt fra lokalbefolkningens virkelighed. Systemet er tungt, ineffektivt og har været plaget af sager om magtmisbrug, hvilket er det ultimative bevis på et system med for meget magt og for lidt jordforbindelse.
For de danske NGO’er dilemmaet om de gode intentioner: Mindre og mellemstore danske organisationer (f.eks. under CISU eller Folkekirkens Nødhjælp) kæmper også. Deres problem er ofte deres egen eksistensberettigelse. Hvis de virkelig støttede lokale partnere, burde de så ikke nedlægge deres danske hovedkontorer og blot overføre pengene? De er ofte tvunget til at lave “perleplade-projekter” – små indsatser, der ser godt ud i årsrapporten, men som ikke ændrer de grundlæggende strukturer. Samtidig fastholder de ofte “White Savior”-fortællingen med billeder af lidende børn for at sikre de nødvendige private donationer.
En ny strategi for fremtiden?
CISU ( Civilsamfund i udvikling), som repræsenterer 300 mindre danske NGO’er, vedtog i april en ny strategi. De taler om lokalt ledet udvikling og at gøre op med den koloniale model. Men som forvalter af statslige midler er de underlagt ekstreme krav til dokumentation og kontrol, hvilket ofte spænder ben for den egentlige vision.
Der er dog en styrke i de små organisationer. Her underskrives kontrakten ikke på et 5-stjernet hotel. Derimod er man ude i yderste led, hvor indsatsen funder sted. Derfor besidder de små organisationer en enorm viden om de eksakte problemer, den lokale kultur og mentaliteten. Derfor er det også et problem blot at kaste dette overbord.
Vi skal turde spørge: Skal bistand handle om “velgørenhed” eller “systemforandring”? Hvis vi virkelig vil flytte noget, skal vi stoppe med at tale om “hjælp” og i stedet tale om erstatning for klimaskader og retfærdige handelsregler.
Jeg håber, at denne artikel vil medvirke til, at NGO’erne tager debatten – ikke bare om deres egne projekter, men om hele den statslige bistandsramme, som den ser ud i 2026. Er vi klar til at transformere industrien, før den gør sig selv irrelevant?
Kilder:
Udenrigsministeriet (2024): “Afrikas Århundrede – Regeringens strategi for Danmarks engagement med det afrikanske kontinent”. Her findes det direkte belæg for koblingen mellem erhvervsinteresser, økonomisk diplomati og migrationskontrol.
Regeringsgrundlaget (2022): “Ansvar for Danmark”. Her fastlægges målsætningen om, at 30 % af den danske bistand skal være klimarelateret i 2026.
OECD/DAC (2024): Official Development Assistance (ODA) statistics. Bekræfter Danmarks position i “førergruppen” (landene der giver over 0,7 % af BNI), og de historiske fald i amerikansk bistand.
FN’s Generalforsamling (1970/1973): Resolution 2626 (XXV), som fastsatte 0,7 %-målet for de rige lande.
Kritik og NGO-debat
Oxfam Danmark (2024): Rapporten “Dansk bistand under pres”. Dokumenterer kritikken af “udhulingen”, hvor midler til klimaerstatning og flygtningemodtagelse i Danmark tages fra den eksisterende bistandsramme.
CISU (2024): “Strategi 2024-2028: Lokalt ledet udvikling og civilsamfundets råderum”. Vedtaget på generalforsamlingen i april 2024. Beskriver opgøret med den koloniale model og fokus på lokale partnere.
The New Humanitarian (2023-2024): Artikelserien “Decolonising Aid”. En central kilde til debatten om “det hvide blik”, BINGO-dominans og de uligheder, der er indbygget i det humanitære system.