En kunde i Costco eller andre amerikanske outlets vil i dag have svært ved at finde et par Levi’s eller Hush Puppies, der ikke er produceret i Kina eller Vietnam. Det samme gælder for stort set alle andre ikoniske amerikanske brands – Nike, Converse, Calvin Klein, Gap, Vans, Under Armour og The North Face. Selvom hovedkontorerne fortsat ligger i USA, flyttede produktionslinjerne oversøisk for årtier siden.
Den globale kapitalismes terræn
De fleste af disse firmaer er fortsat på amerikanske hænder, men mange er i dag ejet af enorme konglomerater. VF Corp ejer eksempelvis Vans, The North Face og Timberland, mens Nike Inc. ejer både Nike og Converse.
Dette er den globale kapitalismes virkelighed – et terræn, som Kina for alvor trådte ind på, da de åbnede deres marked for udenlandske investeringer. I dag er Kina ikke længere blot “verdens fabrik”; landet er blevet en formidabel spiller, der udvikler egne brands sideløbende med produktionen for Vesten.
Kinas strategiske opstigen
Kinas forvandling til et industrielt magtcenter skete ikke natten over, og det var ingen hemmelighed. Amerikanske selskaber var blandt de første til at rykke ind, tiltrukket af den enorme mængde billig arbejdskraft og de lave produktionsomkostninger. Forbrugerne nød godt af ufattelige mængder af produkter til ekstremt lave priser – især da kvaliteten begyndte at stige. Bagsiden af medaljen var naturligvis lukningen af amerikanske fabrikker og massefyringer af industriarbejdere.
Amerikanske beslutningstagere så oprindeligt Kinas integration i verdensøkonomien som en ideologisk triumf. Man antog, at økonomisk liberalisering automatisk ville føre til politisk demokratisering, og at et post-Mao-Kina ville være århundreder om at true den amerikanske dominans.
En fejlslagen antagelse
I dag fremstår den antagelse håbløst naiv. I stedet for at liberalisere har det kinesiske kommunistparti konsolideret sin magt. De udrensede korrupte embedsfolk, tog et fast greb om staten og iværksatte ambitiøse, langsigtede strategier. I stedet for at genopfinde hjulet sendte Kina deres dygtigste studerende til verdens topuniversiteter – primært i USA – og sørgede for, at de vendte hjem med deres viden.
Kina har systematisk opbygget: Infrastruktur: Veje, havne, broer og lufthavne i verdensklasse. Uddannelse: Massive investeringer i ingeniør- og naturvidenskab og Teknologi: Adoption af avanceret teknologi og sikring af adgang til sjældne jordarter, som er afgørende for fremtidens industrier.
Trumps nostalgiske blindgyde
Præsident Trumps nostalgi for den amerikanske industris storhedstid er økonomisk funderet på et fundament, der ikke længere eksisterer. USA har ikke længere en komparativ fordel i simpel masseproduktion. I dag ligger USA’s styrke i vidensintensive sektorer som: Højere uddannelse og forskning. Medicinalindustri og biotek. Digital teknologi, design og innovation.
Ironisk nok er det netop disse sektorer, der eroderes af Trumps politik gennem budgetnedskæringer og en til tider anti-videnskabelig retorik. Det Amerika, Trump ønsker at genskabe, findes ikke mere. Det er tragisk at se, hvordan verdens rigeste og mest magtfulde nation dekonstrueres skridt for skridt.
Demokratiet under pres
USA’s historiske succes har hvilet på tre søjler: demokrati, frihandel og immigration. USA har længe været idealet for det moderne demokrati, hvor en uafhængig dømmende magt, frie medier og et stærkt civilsamfund har fungeret som bolværk mod magtmisbrug.
Siden Trumps genkomst til magten har hans administration systematisk forsøgt at svække og neutralisere disse modvægte. Samtidig vildledes befolkningen omkring handelsbalancen. Selv med tårnhøj told vil USA’s handelsunderskud bestå, fordi de grundlæggende økonomiske mekanismer – de komparative fordele – ikke ændrer sig. Trumps toldpolitik risikerer derfor at skade den amerikanske økonomi langt mere, end den gavner den.
Myten om den tabte produktion og de økonomiske realiteter
For at forstå, hvorfor Trumps økonomiske projekt er dømt til at fejle, må man forstå begrebet komparative fordele. Det er ikke bare en støvet lærebogsteori; det er den fundamentale naturlov, der styrer verdenshandlen.
Teorien, der oprindeligt blev formuleret af David Ricardo, forklarer, at lande bør producere det, de er relativt mest effektive til, og handle sig til resten. USA’s store fejltagelse er ikke, at man er holdt op med at producere sko og tøj – det er, at man tror, man kan tvinge den produktion tilbage uden at smadre sin egen velstand.
Hvorfor toldmure ikke virker
Når Trump pålægger kinesiske varer told, forsøger han at bekæmpe tyngdeloven. USA har i dag sin komparative fordel i højværdi-produktion og intellektuel kapital: Det er i Silicon Valley og Boston, at fremtidens AI og medicin opfindes. Kapitalintensiv produktion: USA er stadig førende i flyproduktion og avanceret forsvarsteknologi.
Ved at indføre told på billige forbrugsvarer og råmaterialer gør Trump det reelt dyrere for amerikanske virksomheder at være innovative. En toldmur på stål hjælper måske et lille antal stålværker, men det gør det dyrere for alle andre amerikanske virksomheder at bygge biler, maskiner og infrastruktur. Resultatet er ikke “America First”, men derimod et USA, der prissætter sig selv ud af det globale marked.
Handelsunderskuddet er ikke et bevis på svaghed, men et resultat af, at resten af verden ønsker at investere i USA, og at amerikanerne har råd til at købe billigt ind, så de kan bruge deres tid på mere produktivt arbejde. At tro, at man kan skabe velstand ved at tvinge amerikanere tilbage til symaskinerne i en lagerhal, er som at bede en kirurg om at bruge sin tid på at vaske gulv; det er et enormt spild af ressourcer.
Et land i krig med sin egen succes
Det Amerika, Trump lover at bringe tilbage, er et spøgelse fra 1950’erne – en tid, hvor USA dominerede verden, simpelthen fordi resten af verden lå i ruiner efter en verdenskrig. Men verden er vågnet nu. Kina, Indien og Sydøstasien spiller ikke længere rollen som billige statister; de er blevet hovedpersoner, der har lært af Vestens egne lærebøger.
Det er den bitre ironi ved Trumps politik: I sit forsøg på at “beskytte” Amerika, ender han med at amputere de lemmer, som landet rent faktisk står stærkest på. Ved at angribe videnskaben, begrænse adgangen for verdens klogeste hjerter gennem restriktiv immigration og erodere de demokratiske institutioner, der har gjort USA til verdens mest stabile investeringsmål, begår han økonomisk og kulturelt selvmord.
Trump lever ikke blot i sin egen verden; han forsøger at trække hele den amerikanske befolkning ind i en illusion, hvor man kan isolere sig til rigdom. Men historien er nådesløs: Nationer, der bygger mure mod omverdenen, ender altid med at blive muret inde i deres eget forfald. Mens Trump jagter fortidens røgskyer, er resten af verden allerede sejlet ind i fremtiden. Det er ikke bare trist at se på; det er en global tragedie at overvære det 21. århundredes største supermagt detonere sig selv indefra.