Konsekvensen af europæisk tøven
Hvis Europa ikke handler resolut, vil USA og Kina udnytte de europæiske svagheder til at opsuge kontinentets stærkeste ressourcer, førende virksomheder og teknologiske spydspidser. EU risikerer at glide fra positionen som en agerende stormagt til blot at være den skueplads, hvor Washington og Beijing udkæmper deres økonomiske og teknologiske magtkamp.
Lige nu udnytter USA og Kina massive statslige subsidier og teknologiske forspring, mens EU kæmper for at holde trit. Trekantsforholdets fremtidige balance afhænger ikke kun af tiltag i Washington og Beijing, men i høj grad af, om EU formår at opbygge tilstrækkelig egen styrke til at undgå at blive en bold i de to stormagters spil.
Tre scenarier for Europas fremtidige placering:
Afhængigt af EU’s evne til at handle samlet og intensiteten i konfliktniveauet mellem USA og Kina, vil trekantsforholdet over de kommende årtier udvikle sig langs tre mulige spor:
Den todelte verden (Bipolarisering)
Ved en skærpelse af rivaliseringen (eksempelvis en optrapning omkring Taiwan) vil USA kræve uforbeholden opbakning. Det vil tvinge EU til en fuld, strukturel afkobling fra Kina.
Konsekvens: Den globale økonomi opsplittes i to lukkede teknologiske og økonomiske kredsløb – et amerikansk og et kinesisk ledet. EU mister væsentlige eksportmarkeder i Asien og løber en markant risiko for at ende i et stærkt asymmetrisk afhængighedsforhold til USA vedrørende energi, teknologi og sikkerhed.
Det strategisk uafhængige EU (Draghi- og Letta-sporet)
EU omsætter omfattende reformplaner til handling gennem etableringen af en funktionel Kapitalmarkedsunion, massive investeringer i forskning og kunstig intelligens (AI) samt en reel styrkelse af det indre marked.
Konsekvens: EU genvinder sin globale konkurrencedygtighed og indtager en afbalanceret “vippeposition”. Dermed kan EU modstå pres fra USA, opretholde en pragmatisk, risikoreduceret handel med Kina og fungere som en selvstændig, stabiliserende tredje pol i verdensordenen.
Det fragmenterede Europa (Sikkerhedspolitisk og økonomisk lammelse)
EU forbliver internt splittet, hvor enkelte medlemslande søger tætte økonomiske bånd til Kina, mens andre underordner sig amerikansk sikkerhedspolitik uden forbehold.
Konsekvens: Europa mister sin politiske handlekraft og bliver teknologisk agterudsejlet. Manglende europæiske sanktioner over for kinesisk statsstøtte eller aggressiv adfærd kan opmuntre Kina til yderligere geopolitisk ekspansion, hvilket svækker den regelbaserede verdensorden.
De tre centrale hovedudfordringer
For at undgå marginalisering står EU over for tre primære strukturelle udfordringer:
Finansiering: Hvordan rejses milliarder uden ny fællesgæld?
Draghi-rapporten konstaterer, at EU har brug for et årligt investeringsløft på cirka 750–800 milliarder euro for at matche USA og Kina. Da nordeuropæiske medlemslande (herunder Tyskland og Danmark) fortsat afviser permanente fælles lånoptagelser, må kapitalen rejses ad tre alternative veje:
Aktivering af private opsparinger (Kapitalmarkedsunionen): Europæiske borgere har over $10.000 milliarder stående på passive bankkonti. En harmonisering af skatte-, konkurs- og investorregler på tværs af de 27 medlemslande vil gøre det muligt for pensionskasser og venturefonde at dirigere private midler direkte over i europæiske vækstvirksomheder og grøn teknologi.
Gearing via Den Europæiske Investeringsbank (EIB): Offentlige midler kan benyttes som risikodæmpende garantier i strategiske projekter (såsom halvlederfabrikker og brintanlæg). Det gør det muligt at tiltrække private investorer til at finansiere de resterende 80–90 %.
Prioritering af EU’s eksisterende budget: En større del af EU’s langsigtede budget bør omfordeles fra traditionelle støtteområder (landbrug og regionalstøtte) til en målrettet EU-Konkurrencedygtighedsfond og initiativer under Clean Industrial Deal.
Konsekvenser for Danmark som åben økonomi:
Som en lille, åben og handelsafhængig økonomi rammes Danmark direkte, hvis EU svækkes i stormagtsrivaliseringen:
Udfordringer for globale flagskibe: Danske koncerner som Novo Nordisk, Mærsk, Vestas og Danfoss er afhængige af globale forsyningskæder og fri adgang til markeder. En blokopdeling tvinger virksomhederne til dyre, parallelle produktionskæder og reducerer deres markedspotentiale.
Pres på den grønne førerposition: Hvis det europæiske marked oversvømmes af kraftigt subsidierede kinesiske solceller, batterier og vindmøller, svækkes de danske grønne teknologivirksomheders konkurrenceevne.
Indskrænkning af det politiske råderum: Et svækket EU reducerer Danmarks mulighed for at øve indflydelse på globale handels- og sikkerhedsaftaler. Et stærkt EU er forudsætningen for, at mindre medlemslande har en reel stemme over for Washington og Beijing.
Råstoffer: Håndtering af den kinesiske afhængighed.
Kina sidder i dag på 70–90 % af forarbejdningen af kritiske råstoffer som litium, kobolt og sjældne jordarter – materialer, der er uundværlige for grøn omstilling og forsvarsindustri. EU søger at reducere denne afhængighed gennem en tretrinsmodel:
Cirkulær økonomi og genanvendelse (Urban Mining): Gennem Critical Raw Materials Act stilles der krav om, at en støt stigende andel af råstofferne i batterier og elektronik skal stamme fra genanvendelse af europæisk affald.
Strategiske råstofpartnerskaber: Via initiativer som Global Gateway oprettes der ligeværdige partnerskaber med lande i Latinamerika, Afrika og Australien. Ved at tilbyde lokal forarbejdning frem for ren råstofudvinding opnår EU en mere attraktiv og bæredygtig position end Kina.
Målrettede, fælles europæiske indkøb: Med inspiration fra energikrisens gasindkøb oprettes mekanismer for fælles indkøb af kritiske råstoffer (CRM-centre). Dette forhindrer, at europæiske virksomheder byder priserne op mod hinanden, og sikrer stærkere samlet forhandlingskraft.
Konklusion og politisk perspektiv
Finansieringen af Europas fremtid, sikringen af kritiske råstoffer og beskyttelsen af små, åbne økonomier som den danske er indbyrdes afhængige størrelser. Hvis EU formår at mobilisere sin private og offentlige kapital, skabes grundlaget for egenforsyning og teknologisk styrke.
At gå fra at være en regelbaseret, administrativ brik til at blive en slagkraftig geo-økonomisk aktør kræver dog en overgang fra teknokratiske planer til politisk vilje. Det forudsætter, at medlemslandene udviser mod til at trække på fælles løsninger og i højere grad overgå til afstemninger med kvalificeret flertal inden for udvalgte udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder, så EU kan reagere hurtigt og resolut i en forandret verdensorden.
Kildeliste og anbefalet litteratur
- Draghi, Mario (2024): The future of European competitiveness. Rapport udarbejdet for Europa-Kommissionen. (Analyse af EU’s investeringsbehov på 750–800 mia. euro årligt samt forslag til styrkelse af konkurrencedygtigheden).
- Letta, Enrico (2024): Much more than a market – Speed, Security, Solidarity. Rapport om det indre markeds fremtid. (Gennemgang af Kapitalmarkedsunionen og finansiering af EU’s strategiske autonomi).
- Europa-Kommissionen (2023): Critical Raw Materials Act (CRMA). EU-forordning om sikring af forsyningskæder for kritiske og strategiske råstoffer.
- Europa-Kommissionen (2021): Global Gateway Strategy. EU’s geopolitiske investeringsstrategi for infrastruktur og råstofpartnerskaber i tredjelande.
- European Council on Foreign Relations – ECFR (2023): Strategic Autonomy in Times of Geopolitical Rivalry. Analyser af EU’s placering i magtkampen mellem USA og Kina.