Mine seneste artikler har belyst EU’s trængte position i spændingsfeltet mellem USA og Kina med fokus på produktion, handel og konkurrenceevne. I dag vender vi blikket mod den sikkerhedspolitiske virkelighed, som i de seneste 18 måneder har rystet det europæiske kontinent.
Opgøret med den vestlige konsensus
Chokbølgerne ramte øjeblikkeligt ved indledningen af Donald Trumps anden præsidentperiode. Benådningen af samtlige dømte fra Stormen på Kongressen den 6. januar 2021 sendte et signal om en ændret retsforståelse. Sideløbende udtrykte den nye administration åbent strategisk interesse i Grønland, Canada, Mexico og Panama.
Via en lind strøm af præsidentielle dekreter blev USA’s internationale engagement genovervejet:
Udmeldelse af Parisaftalen, WHO og FN’s Menneskerettighedsråd.
Genoptagelse af et fuldstændigt stop for FN-kontingentbetalinger.
En beskæring af USAID med 70 % (historisk har USA finansieret ca. 41 % af den globale udviklingsbistand).
Sideløbende blev klimainitiativer og såkaldt “woke”-politik rullet tilbage.
Nu stod håbet om NATO som den urokkelige grundsten i vestlig sikkerhed.
Det håb fik et alvorligt stød på Sikkerhedskonferencen i München i marts 2025. Vicepræsident J.D. Vance rettede et direkte angreb mod EU og stillede spørgsmålstegn ved NATO’s eksistens og artikel 5-garantien, mens han udtrykte sin støtte til partier som AfD, Reform UK og Fidesz under parolen om, at “Europa er truet indefra”.
Denne linje blev fulgt op af centrale aktører i administrationen. Viceudenrigsminister Christopher Landau betegnede EU’s kurs som et “civilisatorisk selvmord drevet af censur og klimafanatisme”. Kort efter understregede et ydmygende møde med Ukraines præsident Volodmyr Zelenskyj i Det Hvide Hus, at den amerikanske ledelse prioriterede en ren realpolitik: Økonomisk og teknologisk magt som pressionsmiddel mod både modstandere og tradtionelle allierede.
Tvangshandel og diplomatisk pres
I juli 2025 indgik EU og USA en stærkt ubalancevægtet handelsaftale. Aftalen indebar blandt andet en 15 % ensidig told på europæiske varer, en forpligtelse for EU til at opkøbe amerikansk flydende naturgas (LNG) for 750 mia. USD samt ambitioner om europæiske investeringer for 600 mia. USD i USA – uagtet det manglende juridiske hjemmelsgrundlag for sidstnævnte.
Frankrigs premierminister François Bayrou indrammede stemningen blandt de europæiske ledere:
“Det er en dyster dag, når en alliance af frie folk, forenet for at bekræfte deres fælles værdier og interesser, affinder sig med underkastelse.”
Den nye amerikanske sikkerhedsstrategi formulerede et strukturelt skifte, som Finlands præsident Alexander Stubb beskrev som en Monroe-doktrin 2.0:
Førsteprioritet: Den vestlige hemisfære (herunder Arktis, Grønland, Canada og Mellemamerika).
Andenprioritet: Indo-Stillehavsregionen til inddæmning af Kina.
Tredjeprioritet: Europa, Mellemøsten og Afrika.
Dette understøttede den voksende konsensus i Washingtons førende tænketanke (såsom Heritage Foundation og Hudson Institute): USA’s primære fokus er Kina. Europæisk sikkerhed er fremover et europæisk ansvar.
Infrastruktur og teknologisk sårbardhed
Gennem 2025 blev Europas teknologiske og operationelle afhængighed af USA udstillet:
Digital infrastruktur: Elon Musks vilkårlige restriktioner på Starlink-netværket i Ukraine afslørede sårbarheden i europæisk krisehåndtering.
Diplomatiske sanktioner: Tidligere EU-kommissær Thierry Breton oplevede indrejseforbud og spærring af betalingskort (Visa/Mastercard) som konsekvens af EU’s håndhævelse af Digital Services Act.
Militær tilstedeværelse: Pete Hegseth og Marco Rubio udeblev fra centrale NATO-møder, mens ledende kommandoposter i Europa gradvist blev overdraget til europæiske officerer.
I Danmark førte det til drøftelser af, hvorvidt kampfly som F-35 reelt kan operere uafhængigt af amerikanske softwareopdateringer. På trods heraf holdt den danske regering fast i en tæt bilateral linje – illustreret ved Mette Frederiksens udtalelse om, at der “ikke må kunne klemmes et A4-ark ind mellem Danmark og USA”.
Som de sikkerhedspolitiske forskere Michael Zilmer-Johns, Sten Rynning og Rasmus Mariager har påpeget, adskiller Danmark sig ved historisk at have satset næsten alt på den direkte relation til Washington. Hvor Sverige har 200 års neutralitetstradition og Finland dybe historiske erfaringer med Rusland, har den danske linje været præget af en stærk tro på allianceafhængighed. En undersøgelse fra European Council on Foreign Relations (ECFR) i juni 2026 viste dog, at kun 11 % af befolkningerne i de adspurgte EU-lande stadig betragtede USA som en pålidelig allieret.
Wendepunkt: Nye allianceforskydninger
Krisen nåede et højdepunkt i løbet af 2025 og 2026 med en fornyet diplomatisk tvist om Grønland. Det førte for første gang til en koordineret europæisk markering, hvor flere lande sendte observatører og tropper til regionen.
Ved det Økonomiske Topmøde i Davos trådte nye globale dynamikker frem:
Canadas premierminister Mark Carney talte for et udvidet samarbejde under parolen “Mellemstore lande, foren jer”.
NATO’s generalsekretær Mark Rutte opnåede tilsagn fra Washington om at afstå fra militære skridt i Arktis.
Sideløbende udbyggede EU sit handelsnetværk mod Mercosur, Canada, Australien og Indien, ligesom Canada, Australien og New Zealand sonderede mulighederne for tættere tilknytning til EU’s indre marked. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, opsummerede den nye geopolitiske realitet:
“Vi skal føre en udenrigspolitik, der gør os stærkere på hjemmebanen, giver os mere indflydelse globalt og gør os til en bedre partner. En policy der beskytter vores interesser og fremmer vores værdier – ikke med nostalgi over den gamle verden, men ved at forme den nye.”
Geopolitikkens genkomst
Fredsdividenden fra efterkrigstiden og tiden efter 1989 er opbrugt. Reaktionen på begivenhederne i 2008 (Georgia) og 2014 (Krim) var utilstrækkelig; først med fuldskalainvasionen af Ukraine i 2022 og de ændrede amerikanske garanter i 2025 forstår Europa, det er en ny virkelighed.
Trusselsbilledet understreges af efterretningsmæssige vurderinger fra FE og PET: Efter en afslutning eller fastfrysning af krigen i Ukraine vil Rusland potentielt kunne genopbygge kapacitet til en regional krig inden for 6 måneder og en storskalakrig inden for 5 år. I Danmark har dette udmøntet sig i forsvarsforlig og løftede rammer for over 365 milliarder kroner over de kommende syv år.
Den spanske tidligere udenrigsminister Arancha González Laya har opstillet den centrale udfordring for kontinentet:
“Problemet er i sidste ende ikke USA eller Trump, men EU’s manglende integration. Når to tredjedele af EU’s eksterne handel og våbenindkøb foregår uden for kontinentet, udstiller vi vores egen sårbarhed.”
Europa er ikke længere dækket af den uforbeholdne amerikanske garant. I min næste artikel ser jeg nærmere på de konkrete initiativer, Europa allerede har sat i værk – og hvad der kræves, hvis kontinentet skal opbygge reel strategisk autonomi.

Kilder og henvisninger
Bayrou, François (2025): Udtalelse i forbindelse med den transatlantic handels- og toldaftale, juli 2025.
ECFR (European Council on Foreign Relations) (2026): Transatlantic Relations Public Opinion Survey, juni 2026.
FE & PET (2025/2026): Efterretningsmæssig risikovurdering: Ruslands militære kapacitet og genopbygningstidshorisont.
González Laya, Arancha (2025): Indlæg om europæisk integration og forsvarsøkonomi, El País / Bruegel Institute.
Masala, Carlo (2024): Weltunordnung: Die globalen Krisen und die Rolle des Westens. (Analyse af den ændrede verdensorden).
Mariager, Rasmus, Sten Rynning & Michael Zilmer-Johns (2025): Analyser af dansk alliancepolitik og bilateralisme over for USA.
Empoli, Giuliano da (2023): Le Mage de Kremlin / Rovdyrenes tid (dansk udg.).
Stubb, Alexander (2025): Pressemøde og analyser af USA’s National Security Strategy og “Monroe 2.0”-doktrinen.
Vance, J.D. (2025): Tale ved Münchens Sikkerhedskonference (Munich Security Conference), marts 2025.
von der Leyen, Ursula (2026): Tale ved EU-ambassadørkonferencen om Europas strategiske uafhængighed.