De seneste uger har stået i FN’s tegn med den årlige generalforsamling, optakten til valget af en ny generalsekretær – og for Danmarks og Grønlands vedkommende en revision af Defence Agreement fra 1951 med USA.
Alligevel melder et grundlæggende spørgsmål sig: Hvor blev FN egentlig af i den brede offentlighed?
Verden står over for historiske udfordringer: at nå FN’s 17 verdensmål inden 2030 og opfylde Paris-aftalens mål om klimaneutralitet senest i 2050. Begge er skelsættende globale aftaler, der i rækkevidde kan sammenlignes med landbrugets opståen eller den industrielle revolution.
Men hvor FN under Den Kolde Krig stod centralt – markerede FN-dagen den 24. oktober med flagning overalt og spillede en hovedrolle under kriser som Cubakrisen i 1962 og Golfkrigen i 1991 – fremstår organisationen i dag ofte marginaliseret.
Årsagerne til lammelsen
FN’s svækkede position skyldes især to årtiers politiske og økonomiske udvikling:
Den nyliberale arv og nationalstaternes genkomst
Op igennem 1980’erne og 90’erne medførte afreguleringen af den globale kapital, at multinationale selskaber fik større økonomisk magt end mange nationalstater. Selskabsskatten blev presset i et globalt “ræs mod bunden”, mens arbejdspladser rykkede mod Asien. Reaktionen har i de senere år været en stærk modbølge: opblomstringen af en ny nationalkonservatisme, hvor det internationale samarbejde trædes i baggrunden.
Autoritetstab og strukturel handlingslammelse
FN har mistet tyngde, når organisationen har stået magtesløs ved humanitære katastrofer – som folkemordet i Rwanda (1994) og massakren i Srebrenica (1995). Autoriteten blev yderligere undergravet, da NATO i 1999 udenom FN bombede i Serbien, og da USA i 2003 invaderede Irak mod Sikkerhedsrådets ønske.
Kernen i problemet er manglen på reform: De permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet blokerer systematisk for løsninger via deres vetoret, mens stormagter hyppigt ignorerer Generalforsamlingens flertalsbeslutninger.
Generalforsamlingen: Et råb om fornyelse
Hvor Sikkerhedsrådet er blokeret, er Generalforsamlingen det eneste forum, hvor alle 193 medlemslande har lige stemmevægt – fra supermagter til små østater. Særligt fem temaer har præget debatten.
En anden grund til ineffektivitet er fraværet af en nødvendig reform af FN-systemet. De permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet blokerer ofte for enhver form for løsning, og stormagterne nægter at følge Generalforsamlingens flertalsbeslutninger. Det har også ført til, at FN’s handlingslammelse er blevet et problem.
Konflikthåndtering under pres: Krigene i Ukraine, Mellemøsten og DRC tester FN’s evne til at bevare fred og sikre humanitær adgang. Med det højeste antal voldelige konflikter siden Anden Verdenskrig er behovet for en fungerende institution akut.
Krav om reform af Sikkerhedsrådet: Det globale Syd og afrikanske stater kræver et opgør med vetosystemet og en struktur, der afspejler nutidens magtforhold. Med 142 flere medlemslande i dag end ved oprettelsen i 1945 er fornyelse uundgåelig.
Finansieringskrise for 2030-dagsordenen: Der mangler i voldsom grad kapital til grøn omstilling og klimatilpasning i udviklingslande. FN-systemet tvinges til at udrette mere for færre midler i en tid, hvor udviklingsbistanden skrumper.
Teknologisk regulering: Kunstig intelligens og ny teknologi er hurtigt rykket op som diplomatiske prioriteringsområder på linje med nedrustning og sundhed.
Multilateralisme vs. isolationisme: Selvom polariseringen fylder meget, understregede et markant flertal af verdens ledere deres opbakning til international ret og menneskerettigheder.
Bred opbakning bag de høje råb
Røster som Trump og Netanyahu skaber overskrifter, men de repræsenterer et mindretal. Ved årets generalforsamling bekræftede det store flertal af FN’s medlemslande deres opbakning til menneskerettigheder og internationalt samarbejde – en vigtig markering i en politisk urolig tid. Kontrasten var tydelig: Mens opbakningen til en tostatsløsning i Palæstina vokser i FN, talte Netanyahu for en næsten tom sal.
Vejen frem: Klodens vogter skal genfindes
Udfordringer som klimakrise, pandemier, grænseoverskridende ulighed og skattely kender ingen landegrænser. De kan stødvis modarbejdes af enkeltstater, men de kan kun løses i fællesskab.
Når den rigeste procent af verdens befolkning besidder enorme formuer, mens milliarder lever i fattigdom, er det ikke blot et etisk problem, men en trussel mod den globale stabilitet. Selv institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF) peger i dag på, at højere beskatning af de rigeste og store selskaber er nødvendigt for at udligne uligheden.
Historien skabes af politiske valg. Den grønne omstilling og jagten på en mere retfærdig verden kræver en stærk og koordinerende verdensorganisation. Det er tid til at løsne det strukturelle greb om FN og bringe institutionen tilbage i sin tiltænkte rolle: som garant for international ret og som klodens fælles vogter.
Kildeliste og referencer
FN’s Pagt (1945): Bestemmelser om Generalforsamlingens og Sikkerhedsrådets mandat (Kapitel IV og V).
FN’s Mål for Bæredygtig Udvikling (2030-dagsordenen): Vedtaget af FN’s generalforsamling i 2015.
Paris-aftalen (2015): FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC).
Den Internationale Valutafond (IMF): Rapporter om indkomstulighed og anbefalinger til progressiv beskatning og selskabsbeskatning (Fiscal Monitor og World Economic Outlook).
FN’s Fredsbevarende Operations-historik: Dokumentation vedr. Rwanda (UNAMIR, 1994) og Srebrenica (UNPROFOR, 1995).
SIPRI (Stockholm International Peace Research Institute): Data vedrørende globale konflikter og militærudgifter.