Einer Lyduch

Verdensordenen er under hastig forandring, og den regelbaserede internationale retsorden er under voldsomt pres. Hvad enten det hvide hus bebos af Donald Trump eller en anden administration, vil de kommende årtier blive defineret af en “asymmetrisk trekant” mellem USA, Kina og EU. Mellem disse tre aktører findes den centrale akse i moderne geopolitisk og global […]

En kunde i Costco eller andre amerikanske outlet-butikker vil i dag have svært ved at finde et par Levi’s eller Hush Puppies, der ikke er produceret i Kina eller Vietnam. Det samme gælder for stort set alle andre ikoniske amerikanske brands som Nike, Converse, Calvin Klein, Gap, Vans, Under Armour og The North Face. Selvom

  I min artikel i sidste uge, ”Europas blinde vinkel: Når verden rykker videre uden os”, fremhævede jeg, at opbruddet i den globale orden har været undervejs i mere end to årtier.   Den forældede magtbalance Da FN blev oprettet i San Francisco i 1945, bestod verden af cirka 50 nationer og 2 milliarder mennesker.

De senere år har budt på intens debat om en verden i opbrud. Særligt efter Donald Trumps genindsættelse i Det Hvide Hus i januar 2025 er spørgsmålet sat på spidsen: Går vi mod junglelov eller et nyt regelbaseret system?   Allerede i august 2022, ved det årlige ambassadørmøde i København, blev der talt om geopolitikkens

Dette indlæg er det sidste i min seks uger lange artikelserie om klimaet. Som fast læser af bloggen ved du, at min interesse også rækker ud mod den nye verdensorden, EU, udviklingsbistand og tendenserne i det globale Syd – emner, jeg snart vender tilbage til.   Rejsen fra optimismen ved “klimavalget” i 2019 til dagens

EU vil fordoble andelen af el i det samlede energiforbrug frem mod 2040. Debatten raser allerede: Er det udtryk for tøvende ambitioner, der trækker omstillingen i langdrag, eller har vi kurs mod en historisk acceleration? Svaret afhænger af, om du kigger på stikkontakten eller hele økonomiens motorrum.   Tallets magi: Elnet vs. det samlede energiforbrug.

Jeg har i flere artikler påvist, at det går den forkerte vej med klimaindsatsen — både i Danmark, i EU og globalt. Derfor blev jeg opmuntret af Bjarke Møllers nylige kronik i Politiken, hvor han gør sig til talsmand for en strategisk hovedretning med “fuld blus på sol, vind og elektrificering”. Det er jeg helt

Jeg har i to tidligere artikler dokumenteret, at klimamålene halter bagefter – både i Danmark, i EU og globalt. Men midt i den dystre statistik er vi nødt til at bevare optimismen. Hvis vi taber troen på, at fornuften sejrer, taber vi kampen på forhånd.   Heldigvis flytter frontlinjerne sig hurtigt lige nu.   Den

I min klimaartikel i sidste uge beskrev jeg, hvordan det er yderst tvivlsomt, om Danmark når sine 2030-klimamål, og hvordan EU rammes af det ene grønne tilbageslag – greenlash – efter det andet. I dag løfter jeg blikket mod den internationale scene, for også globalt går det den helt gale vej.   De fossile vetohære

”Hedebølgerne vælter ind, mens Europa bare tøver.” Det lyder som en overskrift fra den seneste tids ekstreme vejrhændelser, men citatet stammer faktisk fra en artikel i Politiken i sommeren 2025. Selvom vi udmærket ved, at klimakrisen kun bliver værre, udebliver de resolutte reaktioner fra både politikere og befolkning. Vi kigger på advarslerne, men handlingslammelsen har