Rodrigo Duterte (født 1945) har været en af de mest polariserende og dominerende skikkelser i moderne filippinsk politik. Fra at være en hårdtslående lokalborgmester i den sydlige del af landet voksede han til en præsident, der styrede Filippinerne med et jerngreb, en vulgær retorik og en blodig narkokrig.
Borgmestertiden i Davao: “Punisher”-myten grundlægges
Duterte tjente som borgmester i byen Davao City på øen Mindanao i samlet mere end 20 år (1988–1998, 2001–2010 og 2013–2016).
Fra kaotisk højborg til mønsterby: Da han tiltrådte, var Davao berygtet for skyhøj kriminalitet, guerillagrupper, bandekrig og korruption. Gennem en benhård “lov og orden”-tilgang forvandlede han Davao til en af Filippinernes mest sikre og erhvervsvenlige byer.
Dødspatruljerne (Davao Death Squads): Dutertes succes hvilede på kontroversielle metoder. Menneskerettighedsorganisationer dokumenterede, hvordan uformelle dødspatruljer henrettede over 1.000 formodede kriminelle, gadebørn og småpushere uden om domstolene. Duterte afviste eller koketterede åbenlyst med beskyldningerne, hvilket gav ham øgenavnet “The Punisher”.
Hans resultater i Davao skabte en fortælling om en kontant politiker, der satte borgernes tryghed over bureaukrati og juridiske formaliteter.
Præsidentskabet (2016–2022): Krig mod narko og international isolation
I 2016 vandt Duterte præsidentvalget på et løfte om at udrrydde narko og kriminalitet i hele landet inden for seks måneder.
“Den blodige krig mod narko”: Umiddelbart efter sin tiltrædelse iværksatte han sin landsdækkende antinarkokampagne. Politiet og lejemordere fik frit spil til at skyde formodede handlende og misbrugere. Kampagnen kostede ifølge officielle opgørelser over 6.000 mennesker livet, mens menneskerettighedsgrupper vurderer tallet til at være mellem 12.000 og 30.000 — overvejende fattige fra byernes slumkvarterer.
Udenrigspolitisk kursskifte:
Duterte brød med årtiers tæt alliance med USA og søgte i stedet mod Kina og Rusland. Da FN, EU og Den Internationale Straffedomstol (ICC) kritiserede hans menneskerettighedskrænkelser, trak han Filippinerne ud af ICC.
Infrastruktur og statsmagt:
På hjemmefronten igangsatte han det massive infrastrukturprogram “Build, Build, Build”. Samtidig undertrykte og fængslede han politiske modstandere og kritiske medier. Maria Ressa og det filippinske medieselskab Rappler modtog global opmærksomhed, da Maria Ressa i 2021 blev tildelt Nobels Fredspris sammen med den russiske journalist Dmitrij Muratov.
Prisen blev givet for deres modige kamp for ytringsfrihed i Filippinerne og Rusland, som Norges Nobelkomité kaldte en forudsætning for demokrati og varig fred.
Vanvittige udtalelser og kontroversiel retorik
Dutertes varemærke var en direkte, ucensureret og bevidst stødende sprogbrug, som adskilte ham fra den etablerede elites høflige normer:
Om voldtægt og mord (1989/2016): Under sin præsidentkampagne kommenterede han en sag fra 1989, hvor en australsk lægprædikant blev voldtaget og dræbt i et fængselsoprør i Davao og udtalte “De voldtog alle kvinderne… Der var en australsk lægprædikant… Da de bar hende ud, så jeg hendes ansigt og tænkte: ‘For helvede, hun er så smuk. Borgmesteren burde have været den første i køen.'”
Sammenligningen med Hitler (2016):
“Hitler massakrerede tre millioner jøder… Der er tre millioner narkomaner [i Filippinerne]. Jeg vil være glad for at slagte dem.” (Han undskyldte senere over for det jødiske samfund).
Om Paverne og Gud (2015/2018)
Efter at Pave Frans besøgte Manila og skabte massive trafikpropper, udtalte Duterte: “Jeg ville ringe til ham og sige: ‘Pave, din horeunge, rejs hjem. Besøg os ikke mere.'” Siden kaldte han i 2018 Gud for “dum” (stupid God).
Om sin egen deltagelse i drab: Han indrømmede offentligt, at han som borgmester personligt kørte rundt på sin motorcykel i Davaos gader for at lede efter kriminelle, han kunne dræbe, “bare for at vise betjentene, at hvis jeg kan gøre det, hvorfor kan I så ikke?”
Trusler mod menneskerettighedsadvokater og FN: Han truede med at skære halsen over på menneskerettighedsobservatører og opfordrede politiet til at skyde dem, hvis de “forhindrede retfærdigheden”.
Hvorfor var Duterte så stærk i embedet?
Selvom internationale iagttagere betragtede ham som en brutal diktator, bevarede Duterte historisk høje opbakningstal helt op til 90 % i Filippinerne gennem sin embedsperiode. Svaret på hans stærke magtposition ligger i flere faktorer:
En populistisk modreaktion mod Manila-eliten: Filippinerne havde i årtier været styret af en korrupt, velhavende elite i hovedstaden Manila, som lod befolkningen i stikken. Duterte fremstillede sig selv som en folkets mand fra provinserne (Mindanao), der talte råt, ufiltreret og handlede beslutsomt.
En reel følelse af tryghed for middelklassen: For den almindelige filippinske borger, der var træt af gadekriminalitet, tyveri og narkobander, bragte hans nådesløse linje kontant resultat. Folkelig tryghed trumfede abstrakt principper om retssikkerhed for kriminelle.
Blanding af frygt og uindskrænket magt
Duterte konsoliderede sin magt ved at stække domstolene, fængsle sine største politiske rivaler (såsom senator Leila de Lima) og opbygge en ubetinget loyalitet i politiet og militæret via lønforhøjelser og juridisk immunitet.
Politiske dynastier:
Hans magtbase er forblevet intakt gennem hans familie. Hans datter, Sara Duterte, overtog posten som borgmester i Davao og blev i 2022 valgt til Filippinernes vicepræsident.
Duterte trådte tilbage i 2022, men hans arv om stærkmandsstyre og nådesløs politiføring sætter fortsat et præg på filippinsk politik.
Fortsat opbakning til Duterte klanen
Selv i dag får mange filippinske journalister truende beskeder fra Duterte tilhængere ”Pas på med at lægge vrøvl op, som involverer Duterte], ellers risikerer du, din hund, at smage en hammer,” skrev en på Facebook. I efterfølgende beskeder advarede han om, at de angiveligt anti-Duterte-kræfter burde forberede sig, når ”dine allierede ikke længere er ved magten” – hvilket antyder en hævnkampagne, hvis den nuværende vicepræsident eller en af Dutertes håndlangere skulle ende i Malacañang (præsidentpaladset) i fremtiden.
Partnerskabet Duterte-Marcos
Det var trods alt Rodrigo Duterte, der bakkede op om Marcos’ vicepræsidentskab og betvivlede legitimiteten af den tidligere vicepræsident Leni Robredos sejr ved valget i 2016; som begravede den tidligere diktators jordiske rester i Libingan ng mga Bayani (Heltekirkegården) og ophøjede Marcos Sr. som en visionær leder; som stækkede de institutioner, der var designet til at tilbageføre de uretmæssigt erhvervede rigdomme under Marcos-diktaturet; og som hjalp middelmådige politikere som senator Imee Marcos med at sikre og beholde en plads i Senatet mod alle odds.
Faktisk har ingen kraft været så afgørende for Marcos-familiens genvinding af Malacañang som Duterte-dynastiet og dets ”Solid South”-base, som i vid udstrækning samlede sig bag UniTeam. De pro-Duterte-kræfter vendte sig først mod Marcos-familien, da det stod klart, at sidstnævnte hverken var tåber eller stråmænd. Allerede før han vandt landets højeste embede, havde den tidligere diktators navnebror og søn gjort det klart, at han ikke havde tænkt sig at være en marionetdukke.
Bruddet mellem Duterte og Marcos
”Vores forhold til USA er ikke noget, vi kan tage let på. Det er et meget vigtigt forhold. [Amerika] har stået os i god stand i over hundrede år …,” sagde Marcos under den eneste præsidentdebat, han deltog i under valget i 2022.
Han erklærede, at Filippinerne under hans ledelse ”ikke vil afstå en eneste kvadratcentimeter til noget land, i særdeleshed Kina”, og at ”vi kan sende flåden eller endda kystvagten, så der er en [filippinsk] militær tilstedeværelse” i de omstridte dele af Det Vestfilippinske Hav.
Da han først var trådt til, trak Marcos øjeblikkeligt sit tidligere løfte tilbage om at tilbyde vicepræsident Sara Duterte posten som forsvarsminister. Han gjorde det klart, at han ikke kunne betro sine formodede allierede at lede det mest følsomme ministerium, som definerer både vores forsvarspolitik og vores væbnede styrkers generelle indstilling.
Derefter fulgte Marcos’ første State of the Nation-tale, hvor han eksplicit distancerede sig fra Dutertes mærkesager – især ”krigen mod narko” og dagsordenen om ”federalisme”. Siden kom Marcos’ stadig mere tvetydige holdning til, hvorvidt han vil samarbejde med Den Internationale Straffedomstol (ICC) om en potentiel anholdelse af Rodrigo Duterte på anklager om forbrydelser mod menneskeheden. Kort sagt: En politisk skilsmisse mellem Marcos og Duterte var kun et spørgsmål om tid.
Come back eller udradering
Nu, hvor de er mere politisk sårbare og isolerede end nogensinde, raser de pro-Duterte-kræfter skamløst mod alt og alle. Man må også erkende, at dødstruslen – den seneste blandt tusindvis siden Dutertes nationale fremmarch i 2016 – også var foruroligende. Hvor Sara Duterte truede med at en hitman ville dræbe præsidenten, hans hustru og formanden for Repræsentanternes Hus.
Det er ingenting sammenlignet med den lavine af hadbeskeder og det, der var værre, som pro-Duterte-kræfter og deres troldehære brugte på tærsklen til Dutertes ICC-anholdelse sidste år. Og det var langt fra lige så desorienterende som de dødstrusler oppositionelle kræfter modtog under Duterte-præsidentskab – en mørk æra, hvor mange konstant var i alarmberedskab og ikke kunne lade være med at spekulere på enhver motorcykel med en hjelmklædt fører, der kørte tæt forbi en.
Den mest faretruende efterladenskab fra Duterte-fløjen, at de har inspireret en kultlignende følgeskare, som hylder vold, afviser pluralistisk og rationel politik og behandler enhver kritisk stemme som en fjende snarere end et legitimt modspil i et moderne demokrati. Selv hvis Duterte-familien selv skulle blive forvist til historiens skraldespand, vil det at genintegrere deres hårde kerne af ”vælgere” i det civile politiske samfund være en af de største demokratiske udfordringer i den overskuelige fremtid.
Kontekst og baggrund for artiklen:
For bedre at forstå indholdet af kilden, beskriver den tre centrale politiske begivenheder i Filippinerne:
“UniTeam”-alliancens kollaps: Før præsidentvalget i 2022 slog de to mægtigste politiske dynastier i Filippinerne sig sammen i “UniTeam”: Ferdinand Marcos Jr. (søn af landets tidligere diktator) stillede op som præsident, og Sara Duterte (datter af den daværende præsident Rodrigo Duterte) stillede op som vicepræsident. Som artiklen beskriver, brød denne alliance fuldstændig sammen efter valget, da Marcos Jr. nægtede at være en marionetdukke for Duterte-fløjen, nægtede Sara Duterte posten som forsvarsminister, og lagde afstand til Dutertes brutale “krig mod narko”.
Udenrigspolitisk skifte: Hvor Rodrigo Duterte var meget pro-Kina og anti-USA, har Marcos Jr. lavet en fuldstændig kovending og har genetableret Filippinernes tætte militære alliance med USA for at beskytte landets territorium i Det Vestfilippinske Hav (Det Sydkinesiske Hav) mod kinesisk aggression.
ICC-efterforskningen: Den Internationale Straffedomstol (ICC) har efterforsket Rodrigo Duterte for forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med de tusindvis af udenretslige drab under hans narkokrig. Spændingerne nåede et kogepunkt, da Marcos-regeringen indikerede, at de måske ville samarbejde med ICC om en anholdelse, hvilket fik Duterte-fløjens såkaldte “troldehære” (troll farms) og tilhængere til at sende massive mængder af dødstrusler til journalister, kritikere og politiske modstandereOm forfatteren
Hovedkilde:
Richard Heydarian er en af de mest fremtrædende politiske analytikere i Sydøstasien. Han har skrevet adskillige akademiske bøger om emnet, herunder “The Rise of Duterte: A Populist Revolt against Elite Democracy” og forskningsartikler specifikt om begrebet “Dutertismo” (f.eks. udgivet hos Cambridge University Press under titlen “Subaltern Populism – Dutertismo and the War on Constitutional Democracy”).